13/06-13
-
Pressemeddelelse
HP lukker ned på grund af sunde medarbejdere
Thyra Frank skal give HP's medarbejdere en sundhedsmæssig opsang d. 14. juni, hvor hele it-virksomheden lukker ned for at sætte spot på det sunde liv. Det koster at lukke ned, men det er positivt for bundlinjen på den lange bane, lyder det fra HP.
Salg af servere, pc'er og printere må vige til fordel for stresshåndtering, livstilsforedrag og crossfit fredag d. 14. juni, hvor HP Danmark lukker hele forretningen ned og sender samtlige 420 medarbejdere på en utraditionel uddannelsesdag, der står i særligt den mentale sundheds tegn. Det er ikke første gang, at HP investerer massivt i medarbejdernes sundhed. Tidligere i år lancerede it-virksomheden en omfattende 12 måneders sundhedskampagne Sund@hp i samarbejde med Sundhedsdoktor, og som et led i denne kampagne holder HP nu en obligatorisk uddannelsesdag for alle medarbejdere.
Uddannelsesdagen skal styrke medarbejdernes bevidsthed om sundhed og sætte yderligere fokus på Sund@hp kampagnen i et sjovt og social arrangement, hvor medarbejderne møder hinanden på utraditionel vis på tværs af afdelinger. HP's medarbejdere kan se frem til en dag spækket med mental sundhedspleje og fysisk aktivitet, som politiker og foredragsholder Thyra Frank kickstarter med et livsstilsforedrag. Bagefter kan medarbejdere vælge sig ind på en bred vifte af foredrag og prøve kræfter med mindfullness og lære hvordan de får indflydelse på deres egen mentale tilstand.
Sunde medarbejdere giver sund bundlinje
HP arbejder strategisk med at sikre en god work-life-balance, og uddannelsesdagen er endnu et skridt i den retning, hvor omkostningerne ved at lukke HP's danske kontor ned for en enkelt dag bliver opvejet af investeringen i medarbejderne på den lange bane, mener HP's HR direktør, Anja Hasselbalch.
"Det er også til gavn for forretningen, at vi bruger meget tid og mange penge på at frigøre alle medarbejdere til en uddannelsesdag med temaet "Sundhed". Fysisk og mentalt sunde medarbejdere har større overskud og engagement - det giver færre sygedage, mere koncentration, mere velvære og bedre samarbejde," fortæller Anja Hasselbalch,
Som stor virksomhed kan uddannelsesdagen også hjælpe HP med at styrke fællesskabet internt i organisationen.
"Det er langt fra nok med et enkelt foredrag eller en sportsdag om året, men nødvendigt med et kontinuerligt fokus, hvis vi i HP vil skabe mentalt og fysisk overskud hos vores medarbejdere. Derfor supplerer vores sundhedskampagne Sund@hp og uddannelsesdagen hinanden på bedste vis," understreger Anja Hasselbach.
Masser af sundhedsforedrag og workshops
Udover at få pulsen op i løbe-, yoga-, zumba- og crossfit workshops, kan HP's medarbejdere på dagen få ny inspiration fra 20 forskellige foredrag, herunder:
· Jorden rundt på cykel (Nicolai Bangsgaard)
· Hvor sund vil du være? (Birgitte Nymann)
· Stresshåndtering (Pernille Rasmussen)
· Behandlings- og træningssystemet Z-health (Heidi Dehn)
· Leve med teenagere (Anne E. Knudsen)
· Mindfullness (Petra Sofie Kempf)
· Kobling mellem det mentale og fysiske energiniveau (Sundhedsdoktor)
· Find din stemme (Dorte Koch)
· Hvordan får jeg indflydelse på min egen mentale tilstand (Jesper Meyer)
· Førstehjælp (Røde Kors)
Relevant information
http://www.hp.dk
Firma
Hewlett-Packard ApS
Engholm Parkvej 8
3450 Allerød,
Danmark
40 60 14 47
http://www.hp.dk