22/08-13
-
Pressemeddelelse
Dansker udnævnt til Vice President for HP's globale kanalforretning
Der er tale om et imponerende eksempel på international lynkarriere, når danske Thomas Jensen i denne måned overtager posten som Vice President of PPS WW Channel Sales i HP's hovedkvarter i Palo Alto, Californien.
39-årigeThomas Jensen kommer fra en stilling som direktør for print- og pc-forretningen hos HP Danmark, som han overtog i august 2012. I løbet af det forgangne år har han stået i spidsen for den succesfulde sammenlægning og videreudvikling af HP's print og pc-division, hvor han ledede et team på 70 personer. I den forbindelse har han gjort sig positivt bemærket hos HP's topledelse i USA, som han har arbejdet sammen med på en række projekter i løbet af 2013.
I sin nye rolle som Vice President of PPS WW Channel Sales bliver Thomas Jensen en vigtig del af det globale Sales Strategy ledelsesteam i verdens største teknologivirksomhed. Det bliver hans overordnede ansvar at udvikle salgsstrategien for HP's forhandlere indenfor pc og print på verdensplan, og at skabe og afstemme HP's partnerstrategi internt i virksomheden. - Sidstnævnte bl.a. ved at koordinere HP's Partner Advisory Boards, der består af internationale toppartnere, som inviteres til at give input til HP's strategiske initiativer.
Partnerforretningen er en utrolig vigtig komponent i HP's internationale salgs- og markedsføring, og står for 80 % af HP's salg på verdensplan. Derfor har virksomheden for nylig opprioriteret sit forhold til sine forhandlere og andre samarbejdspartnere markant. Thomas Jensen kommer nu til at spille en helt afgørende rolle i den fornyede indsats på området.
- Jeg glæder mig utrolig meget til denne store udfordring. Det er en fantastisk mulighed, især når man kommer fra et lille land som Danmark. Jeg forventer at sætte væsentligt mere fokus på HP's kanalsamarbejder, og jeg ser det som min vigtigste opgave at skabe gennemsigtighed og forudsigelighed i kanalprogrammerne. Jeg tror på, at fælles forventninger giver mere profitable samarbejder, siger Thomas Jensen, nyudnævnt Vice President for HP's globale kanalforretning.
Thomas Jensen er en erfaren salgschef, der startede sin karriere hos HP som produktchef i firmaets pc-division i Danmark, men hurtigt avancerede til rollen som salgs- og marketingchef for forbrugsartikler i Norden, og senere som Europæisk Salgschef for salget til små og mellemstore virksomheder. Efter en årrække med lederroller hos andre virksomheder, som A.P. Møller-Maersk og Vestas Wind Systems, vendte Thomas Jensen i 2012 tilbage til HP, hvor han indtil nu har besiddet posten som direktør for den danske print- og pc-forretning i Danmark.
Thomas Jensen overtager sin nye lederrolle allerede i løbet af august, og forfremmelsen indebærer en flytning til Californien, USA i løbet af efteråret, hvor han vil arbejde fra HP's globale hovedkvarter i Palo Alto.
Relevant information
http://www.hp.dk
Firma
Hewlett-Packard ApS
Engholm Parkvej 8
3450 Allerød,
Danmark
40 60 14 47
http://www.hp.dk