06/11-13
-
Pressemeddelelse
Kathrine Lilleør åbner udstillingen Kvinder & Kunst
Præsten, debattøren og forfatteren Kathrine Lilleør åbner udstillingen Kvinder & Kunst i Hillerød lørdag den 9.november 2013 kl. 11. Kathrine Lilleør er aktuel med den nye bog: "Kærlighed er - Fortællinger fra mit liv".
Den bogaktuelle præst, forfatter og debattør Kathrine Lilleør åbner kunstudstillingen Kvinder & Kunst lørdag den 9. november kl. 11.
Kathrine Lilleør er præst i Slagslunde og Ganløse, men hun er også en aktiv samfundsdebattør og forfatter. Den 5. november udkom hendes nye bog 'Kærlighed er - Fortællinger fra mit liv'.
Hendes første selvbiografiske bog, 'Kvinde, hvorfor græder du', fra 2009 solgte i 45.000 eksemplarer. Denne gang er temaet: Kærlighed - i alle dens afskygninger, inklusiv alt det hårde og svære - mistillid, svigt og jalousi - som kærligheden indimellem også kan føre med sig.
I bogen fortæller hun åbenhjertig om sine egne oplevelser og erfaringer, og hun sparer ikke sig selv.
Kathrine Lilleør har selv oplevet vrede, mistillid, svigt og jalousi. I bogen prøver hun at forstå, hvordan mørket hænger sammen med kærligheden. Det sker gennem de største temaer i livet: tro, tvivl, ondskab, angst, sorg og glæde. Kathrine Lilleør lader sine egne erindringer flette fingre med evangeliernes fortællinger og H.C. Andersen, når hun tolker sit personlige liv i en kæde af kapitler, der tilsammen illustrerer, hvad kærlighed er.
62 kvindelige kunstnere og kunsthåndværkere udstiller på Kvinder & Kunst, hvor formålet både er at samle penge ind til lokale og internationale kvindeprojekter men også at anerkende kvinders bidrag til kulturen.
I 2013 går overskuddet til Mødrehjælpen, foreningen Girltalk og Zonta Internationals hjælpeprojekter, der bekæmper vold mod kvinder og arbejder for at forbedre kvinders sundhed i forbindelse med fødsler.
Kvinder & Kunst foregår i weekenden den 9.-10. november 2013 i hal 3, Frederiksborg Centret, Milnersvej 39 i Hillerød.
Udover selve udstillingen vil der også være en lille cafe, lotteri med sponsorerede præmier, deriblandt Kathrine Lilleørs bog og værker af de deltagende kunstnere. Søndag klokken 13 holdes auktion over udvalgte værker doneret af kunstnerne.
Det vil også være muligt at købe et eksemplar af Kathrine Lilleørs nye bog: 'Kærlighed er'.
Udstillingen er åben lørdag og søndag kl. 10.30-16. Entre 30 kroner, børn har gratis adgang.
Pressekontakt
Marianne Due
Journalist
+45 23 68 28 10
Firma
Hillerød Zonta Klub
Vibevej 3a
2990 Nivå,
Danmark
2368 2810
2368 2810
http://www.zonta.dk