22/10-12
-
Pressemeddelelse
Lone Kühlmann åbner Kvinder & Kunst 2012
Journalist, forfatter og foredragsholder Lone Kühlmann holder åbningstalen, når Kvinder & Kunst 2012 åbner i Frederiksborg Centret lørdag den 27.oktober kl. 11.
Lone Kühlmann er i sit forfatterskab blandt andet kendt for spidde fordomme om alder og ældre, senest i bogen "Afskaf alderdommen", som hun har skrevet sammen med dr. med og aldersforsker, Henning Kirk, men Lone Kühlmann har også skrevet flere portrætbøger af markante kvinder blandt andre forfatteren Edith Rode, afspændingspædagogen Bodil Müller og balletdanseren Nini Theilade.
- Det handler om identifikation, og der går en lige linje fra at skrive om kvinder til at skrive om aldersdiskrimination. Den nedladenhed, som den ældste del af befolkningen omtales med, den minder meget om den måde kvinder blev omtalt, dengang jeg var ung, siger Lone Kühlmann.
- Men der findes ikke kun en kvinderolle, der findes mange. Vi er ikke den samme i alle situationer, og det skal der være plads til. Det samme gør sig gældende for de 900.000 mennesker, der hører til den ældste del af befolkningen. De ældre omtales som en samlet gruppe, der er et problem for samfundet, men der er 900.000 måder at være gammel på, siger Lone Kühlmann.
Hendes fag er journalistikken, og journalistik kan som bekendt føre til meget. For Lone Kühlmann er det blevet til en karriere først på TV-Avisen og siden som chefredaktør på ALT for damerne, inden hun i 1990 fortsatte som freelancejournalist, forfatter og foredragsholder. Der er især to temaer, der går igen i Lone Kühlmanns bøger. Det er holdninger til alderdommen og kvinders liv. Lone Kühlmann har skrevet om damebrevkasser, om kvinders liv og drømme, om jagten på skønhed og rejst i Syrien sammen med fotografen Tine Harden for at skildre kvindernes liv og forstå kulturforskelle gennem deres historier.
Zonta er en international organisation for kvinder, hvor formålet er at arbejde for at forbedre kvinders forhold både lokalt og ude verden. Lone Kühlmann får i sit liv også plads til at gøre en forskel for andre, blandt andet som formand for bestyrelsen for Alexandra Kollegiets Støtteforening, der er et kollegium for unge, enlige mødre under uddannelse. Alexandra Kollegiet støttets også af Zonta.
- Jeg synes, det er et sundt princip, at vi der har resurser, stiller os selv til rådighed for dem, der ikke har så meget, og så går jeg ind for at give folk en fiskestang frem for en fisk. Alexandra Kollegiet er et godt projekt, hvor de unge mødre får en mulighed for at skabe en tilværelse for sig selv og deres børn. Jeg ville ønske, at dette kollegium kunne udbredes til hele landet, siger Lone Kühlmann.
Kvinder & Kunst foregår i weekenden den 27.-28. oktober 2012 i hal 3, Frederiksborg Centret, Milnersvej 39 i Hillerød.
Udstillingen er åben lørdag kl. 11-16 og søndag kl. 11-16. Entre 30 kroner, børn har gratis adgang.
61 kvindelige kunstnere og kunsthåndværkere udstiller billedkunst, skulpturer, glas, keramik, tekstil og smykker. Overskud fra entréindtægter, café og lotteri med sponsorpræmier er målrettet tre formål: et projekt for unge mødre i Hillerød, Mødrehjælpen og organisationen Maternity Worldwide.
Relevant information
http://www.zonta.dk/Klubber/Hilleroed.aspx