09/11-09
-
Pressemeddelelse
En milliard til ungdomsuddannelser ikke nok
Statsministerens tale ved Folketingets rummede intet håb for de ledige eller de unge - og regeringen evner ikke at vise en farbar vej ud af krisen, siger HK's formand Kim Simonsen.
I lang tid har det været klart, at regeringen ikke kan indfri målsætningen om, at 95 procent af en ungdomsårgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse i 2015. Men er det vejen frem at fjerne ungdomsydelsen for unge, der af den ene eller anden årsag ikke er under uddannelse?
Det spørgsmål stiller HK's forbundsformand Kim Simonsen i kølvandet på statsministerens tale ved Folketingets åbning.
Han vil med interesse studere regeringens kommende ungdomspakke, som han håber indeholder andet end pisk og straf til de unge og deres forældre.
Kim Simonsen er imidlertid skuffet over regeringens manglende vilje til at hjælpe særligt udsatte grupper i det danske samfund.
- HK er oprigtigt optaget af, at finde de rigtige løsninger på de udfordringer Danmark står over for. Derfor vil jeg også kvittere for, at regeringen endelig har indset, at især vores unge står over for så massive problemer med arbejdsløshed og uden mulighed for at færdiggøre deres uddannelse på grund af mangel på praktikpladser. Når det er sagt er jeg alvorligt bekymret over at regeringen først nu er kommet ud af starthullerne. Ungdomsledigheden er firdoblet på bare et år. Over 6.000 unge mangler en praktikplads her og nu. Der er det næppe nok at flytte lidt rundt på posterne i statens husholdningsregnskab for at overføre en milliard kroner til nye praktikpladser, siger Kim Simonsen og fortsætter:
- Når vi hører økonomerne tale om mere end 200.000 ledige som et sandsynligt resultat af finanskrisen er det mildest talt overraskende, at statsministeren på ingen måde havde løfter eller endsige planer for at kickstarte økonomien. Han vil helst i bedste skåltale-stil tale om innovation, luftig afbureaukratisering og vækst frem for at komme med konkrete tiltag, der giver arbejdspladser og uddannelsesmuligheder, siger Kim Simonsen og slutter:
- Når det der giver mest omtale midt i en økonomisk krisetid er yderligger stramninger over for ungdomskriminaliteten, som regeringens egen Ungdomskommission advarer imod, så er det rendyrket populisme. Det får i hvert fald undertegnede til at overveje om man overhovedet kan stole på statsministerens og hans mange smukke ord.
Relevant information
http://www.hk.dk
Firma
HK Danmark
Weidekampsgade 8
0900 København C,
Danmark
33 30 48 81
2026 4881
http://www.hk.dk