08/12-09
-
Pressemeddelelse
Støjberg og HK vil arbejde sammen om ligeløn
Ligestillingsminister Inger Støjberg er positiv over for mere samarbejde med HK om ligeløn og til at komme i dialog med HK's tillidsrepræsentanter om ligelønsstatistikker.
Mere samarbejde om ligeløn mellem HK og ligestillingsminister Inger Støjberg er måske på vej. I hvert fald skriver ministeren nu i et brev til HK, at hun er positiv over for invitationen til at deltage på HK's tillidsrepræsentantuddannelse og komme i dialog med tillidsrepræsentanterne om ligelønsstatistikker.
- Det er utrolig positivt, at ministeren tager imod vores fremstrakte hånd. Vi er, som jeg før har sagt, enige om at vi gerne vil have ligeløn. Og selv om vi ikke er enige om, hvordan vi opnår det, så er der mange ting, vi kan arbejde sammen om, siger Mette Kindberg, næstformand i HK.
Ligestillingsministerens brev kommer oven på det møde, HK havde med hende i sidste uge. Mødet kom i stand, efter at HK længe har kritiseret Inger Støjberg for ikke at tage ligelønsproblematikken alvorligt. Og Inger Støjberg havde skudt på HK for ikke at gøre nok for ligeløn.
HK inviterede på mødet Inger Støjberg til blandt andet en dialog med tillidsrepræsentanterne på tillidsrepræsentantuddannelsen og en ligelønscafé. Og det er altså et af disse tiltag, Støjberg nu takker ja til i et brev.
I brevet takker hun i øvrigt for et konstruktivt møde og opfordrer HK til at komme med forslag til, hvilke emner, der i fremtiden kan tages op på de ligelønsseminarer, som Beskæftigelsesministeriet afholder.
- Vi når helt sikkert længere, hvis vi kan fortsætte i denne gode tone og finde fælles områder at samarbejde om, siger Mette Kindberg og fortsætter:
- Til gengæld ser det ikke ud til, at ministeren har tænkt sig at være med til at ændre ligelønsloven lige foreløbigt. Så vi vil selvfølgelig blive ved med at lægge pres på og fastholde vores kritik i forhold til, at alt for få virksomheder er forpligtet til at lave ligelønsstatistikker, og at der ikke er nogen, der kontrollerer, om de gør det. For os at se, er det helt centralt at sikre, at mange flere virksomheder skal lave kønsopdelte lønstatistikker, og at tillidsrepræsentanter og fagforeninger får adgang til dem, hvis vi skal sikre ligeløn, siger Mette Kindberg.
Relevant information
http://www.hk.dk
Firma
HK Danmark
Weidekampsgade 8
0900 København C,
Danmark
33 30 48 81
2026 4881
http://www.hk.dk