26/04-10
-
Pressemeddelelse
Fædre holder mere orlov
Mødre holder stadig langt den største del af orloven, men fædre holder nu i gennemsnit fire dage mere, end de gjorde i 2005. HK mener, udviklingen bør gå hurtigere og foreslår øremærkning af mere barsel til faderen.
Fædre holder nu i gennemsnit 26 dages barselsorlov, mens mødre i gennemsnit tager 276 dage. Det viser de nyeste tal fra Danmarks Statistik, der har set på, hvordan fædre og mødre, der fik børn i 2008, har holdt barsel. Fædre, der fik børn i 2005, holdt i gennemsnit kun 22 dage. Det vil sige at fædrenes andel af barselsorloven er steget fra 7,5 til 8,6 procent.
Det glæder Mette Kindberg, næstformand i HK sig over.
- Vi er glade for, at udviklingen går i den retning. Men jeg synes nu stadigvæk, det foregår med museskridt. Mødrene tager stadigvæk langt den største del, og derfor er det vigtigt, at vi aktivt går ind og støtter op om, at fædre har en uomtvistelig ret til at tage barselsorlov. Alt for mange fædre bliver stoppet af arbejdsgiveren, normerne på arbejdspladsen eller endda moderen til barnet. Det mener vi, man bedst kommer ud over ved at øremærke tre måneder af barselsorloven til fædre, siger hun til Nyhedsmagasinet HK.
Vi bør lære af naboerne
Mette Kindberg mener i øvrigt, at Danmark er langt bagud i forhold til vores nordiske naboer på dette område. Her er både diskussionen og lovgivningen omkring barselsorlov længere fremme.
- I resten af Norden holder fædrene en del mere barsel end i Danmark, fordi man netop har haft succes med at øremærke barsel, siger Mette Kindberg.
I Norge har man øremærket 10 uger barselsorlov til faderen. I Sverige har man reserveret 60 dage til faderen. Og i Island har man øremærket hele tre måneder til faderen.
Relevant information
http://www.hk.dk
Firma
HK Danmark
Weidekampsgade 8
0900 København C,
Danmark
33 30 48 81
2026 4881
http://www.hk.dk