15/10-10
-
Pressemeddelelse
Nedskæringer knækker ansattes trivsel
Forholdet til kollegerne lider under de omfattende fyringsrunder i kommuner og regioner. Mangel på trivsel blandt de ansatte sætter borgernes berettigede forventninger til en anstændig service under voldsomt pres, lyder det fra HK/Kommunal.
Medarbejdernes livskvalitet går fløjten i kølvandet på de mange fyringer i kommuner og regioner. Nedskæringerne betyder nemlig, at hver fjerde HK'er får et dårligere forhold til kollegerne, mens knap halvdelen bliver direkte triste på arbejdet. Det viser en måling, Epinion har udført for HK/Kommunal.
Presset på de ansatte har ifølge formanden for HK/Kommunal, Bodil Otto, nu nået et omfang, hvor det er mere end vanskeligt at bevare en service, som man kan være bekendt at yde sine borgere.
- Nedskæringerne rammer ikke kun borgerne i form af direkte indskrænkninger i velfærden. For når presset bliver øget på de medarbejdere, der som HK'erne har direkte borgerkontakt, giver det alvorlige afledte konsekvenser for en effektiv borgerservice. Det er som forbundne kar, siger Bodil Otto.
HK/Kommunal-formanden henviser også til, at effektiviteten daler, når medarbejdere skal bruge en uforholdsmæssig stor del af deres tid på at forklare borgerne, hvorfor det endnu ikke har været muligt at få truffet de nødvendige afgørelser indenfor en rimelig tid.
Af undersøgelsen fremgår det også, at hver tiende er blevet mere bange for at sige sin mening på jobbet, mens andre ti procent oplever, at de aktuelle fyringer går direkte ud over helbredet.
Hvis kommuner og regioner ikke fremover får sikret sig de nødvendige hænder, der kan aflaste det nuværende personale og garantere en afbalanceret offentlig service, så risikerer hele det kommunale korthus at falde til gulvet, advarer Bodil Otto.
- Det administrative frontpersonale er det kit, der binder en moderne offentlig virksomhed sammen til en velfungerende helhed. Hvis ikke man formår at give dette personale nogle nogenlunde attraktive vilkår, er jeg alvorligt bange for, at kommunernes og regionernes hele eksistensgrundlag vil blive alvorligt udfordret, siger Bodil Otto.
På baggrund af undersøgelsen opfordrer HK/Kommunal-formanden nu alle kommuner og regioner til at gennemføre trivselsmålinger i umiddelbar forlængelse af en fyringsrunde.
- Det skal simpelthen sikres, at det er synligt, hvordan afskedigelserne påvirker medarbejdernes trivsel. Målingerne bør danne grundlag for en fokuseret drøftelse i samarbejdsudvalgene. Herefter skal der udarbejdes en seriøs plan for, hvordan den enkelte arbejdsplads kan sikre de ansatte nogle anstændige arbejdsvilkår og dermed borgerne en effektiv service, slutter Bodil Otto.
Relevant information
http://www.hk.dk
Firma
HK Danmark
Weidekampsgade 8
0900 København C,
Danmark
33 30 48 81
2026 4881
http://www.hk.dk