03/12-10
-
Pressemeddelelse
Vi vil selv vælge vores firmajulegave
Mange arbejdsgivere giver i højere grad gaver, hvor ansatte får et pengebeløb og selv vælger gaven. Man mister noget af overraskelsen og magien, men det engagerer de ansatte, og giver dem noget, de kan bruge, siger livsstilsekspert Henrik Byager til Nyhedsmagasinet HK.
Det er igen ved at være jul, og mange ser frem til den årlige julegave fra deres arbejdsgiver. På mange arbejdspladser er de traditionelle gaver som en vase eller et salt og pebersæt skiftet ud med et kort, hvor de ansatte selv kan klikke sig ind på nettet med en kode og vælge blandt flere forskellige gaver.
Det mærker de blandt andet hos Kluntz, som er udbyder af firmajulegaver.
- De ansatte får et kort, hvor der er en log in kode, og så kan man ellers gå ind og shoppe for det beløb, som virksomhed giver, og det er typisk mellem 400 og 700 kroner. Tidligere fik alle det samme fx en vase eller to knive, og så kunne man lægge det hjem i skuffen til de andre ting, som man ikke får brugt. Det er bedre og mere bæredygtigt, at de selv kan vælge, hvad de faktisk kan bruge, og det er mere oppe i tiden at få individuelle gaver, fortæller direktør Peter Nielsen til Nyhedsmagasinet HK.
Det har nogle fordele, mener livsstilsekspert Henrik Byager.
- Det er et udtryk for, at der er en lyst til at være kreative, når man skal vælge en ting til de ansatte, da det er noget, de lægger mærke til og sætter stor pris på. Især på større arbejdspladser, kan det være svært at finde én personlig gave, som passer til alle. Der er stor risiko for at ramme forkert, så er det bedre at give folk valget selv. Det er også med til at engagere folk, og det giver dem noget at snakke om i frokostpausen, hvad de mon skal vælge.
Magien er væk
Det er en naturlig udvikling at lade folk vælge selv, da vi er blevet meget materialistiske, og det kan være svært at give folk noget, de ikke har i forvejen, fortæller Henrik Byager, men det fjerner noget af overraskelsen.
- Man mister noget af magien og hemmelighedskræmmeriet om, hvad arbejdsgiveren nu har fundet på, og det giver en stor tilfredsstillelse, hvis de har valgt rigtigt. Men der er også en vis spænding i at gå ind på hjemmesiden og se, hvad man kan vælge. Ofte får store arbejdspladser rabat, så man kan få noget med en høj værdi til en lavere pris, og det er også noget, folk sætter pris på.
Den traditionelle kurv med vin og chokolade sælger dog stadig på flere sites for firmajulegaver, da den er svær at gå forkert i byen med.
- Sådan en gave går man sjældent fejl af, men den rummer heller ingen overraskelser, så mange vil hellere vælge selv, siger Henrik Byager til Nyhedsmagasinet HK.
Relevant information
http://www.hk.dk
Firma
HK Danmark
Weidekampsgade 8
0900 København C,
Danmark
33 30 48 81
2026 4881
http://www.hk.dk