10/12-10
-
Pressemeddelelse
Ansatte betaler selv den kommunale julefrokost
Landets kommuner frådser mildest talt ikke med skattekronerne, når de inviterer medarbejderne til julefrokost. Fire ud af fem HK'ere betaler selv for arbejdspladsens julefrokost.
Næsten alle landets kommuner og regioner arrangerer julefrokost for sine ansatte. 81 procent af de kontoransatte skal imidlertid have penge med hjemmefra for at kunne deltage. Det viser en undersøgelse, HK/Kommunal har foretaget.
Godt hver tredje HK'er - 35 procent - betaler hele gildet selv, mens 46 procent deler udgifterne til silden, snapsen og blodpølsen med arbejdsgiveren. Kun hver tiende HK'er kan gå til ren arbejdsgiverbetalt, kommunal julefrokost.
Formand for HK/Kommunal, Bodil Otto, er ikke overrasket over tallene, der meget godt bekræfter formandens fornemmelse af, at kommunerne over en bred kam er mildest talt mådeholdne, når det drejer sig om helt kontant at honorere loyale medarbejderes indsats.
- Jeg har forståelse for, at der specielt under de massive sparerunder, vi i øjeblikket er vidner til, skal prioriteres benhårdt. Arbejdsgiverne bør imidlertid huske, at der til enhver tid skal være plads til at påskønne medarbejderne. Det kan ske ved frihed til uddannelse, fysisk indretning eller for eksempel også gennem en relativt beskeden investering i julefrokosten. Alle undersøgelser peger også éntydigt på, at investeringer i de ansatte trivsel gavner på virksomhedens bundlinje, siger Bodil Otto.
I hvor høj grad man som medarbejder selv skal til lommerne ved årets julefrokost afhænger af, hvor i landet man er ansat, viser undersøgelsen. Mens halvdelen af de kontoransatte i Nordjylland selv betaler rub og stub, er det kun hver fjerde medarbejder i Hovedstaden, der ikke får noget foræret af arbejdsgiveren.
Omvendt kan 17 procent af HK'erne i det storkøbenhavnske område glæde sig over en fuldt finansieret arbejdsgiverbetalt julefrokost, mens det samme bare gør sig gældende for fem procent af de ansatte i Midtjylland.
Relevant information
http://www.hk.dk
Firma
HK Danmark
Weidekampsgade 8
0900 København C,
Danmark
33 30 48 81
2026 4881
http://www.hk.dk