21/12-10
-
Pressemeddelelse
Flirten trives ved kommunens julefrokost
Hver fjerde kommunale HK'er flirter ved julefrokosten. Mest flirtende er de i Østjylland, mens kollegerne i Sønderjylland er mere tilbageholdende.
Der er godt gang i flirteriet, når landets ca. 60.000 kommunalt eller regionalt ansatte HK'ere går til julefrokost på deres arbejdsplads. 22 procent har både flirtet og ladet andre flirte med sig, mens fem procent alene har oplevet andres flirt. En enkelt procent angiver, at de har flirtet uden, at det har været gensidigt. Det viser en undersøgelse, HK/Kommunal har foretaget.
Mere end hver fjerde har altså enten aktivt, passivt eller begge dele flirtet under julefrokosten, og det er i langt de fleste tilfælde kollegaen, der er omdrejningspunktet, når snakken bliver mere end blot venskabelig. Blot otte procent af de flirtende HK'ere angiver, at de har været i lag med chefen.
Arbejdsmiljøkonsulent Niels Jakobsen fra HK/Kommunal er på ingen måde overrasket over flirtens udbredelse.
- Folk møder jo i forvejen oftest hinanden i mere intim sammenhæng, hvor der er mange mennesker samlet. Det kan være til fester, på arbejdspladsen eller i idrætsforeninger. En julefrokost, der er en fest på arbejdspladsen, har alle muligheder for at danne ramme om sværmeriet. Og som udgangspunkt mener jeg ikke, en gang flirteri kan gøre megen skade, når vi taler arbejdsmiljø, siger Niels Jakobsen.
Hvor meget der flirtes på de enkelte arbejdspladser afhænger af, hvor i landet man er ansat, viser undersøgelsen. Mens 33 procent af de østjyske og københavnske HK'ere har oplevet flirt i en eller anden form, gør det samme sig gældende for bare 21 procent af de ansatte i Sønderjylland.
Det har vi spurgt om
Har du selv oplevet at blive flirtet med eller at flirte med andre i forbindelse med julefrokosten på din arbejdsplads?
Ja, jeg flirtede : 0,7%
Ja, andre flirtede med mig : 5,4%
Ja, jeg har flirtet og andre har flirtet med mig : 21,8%
Nej, jeg har ikke selv oplevet at blive flirtet med eller andre flirter med mig : 72%
Hvem flirtede du med - eller flirtede med dig - ved julefrokosten (Sæt gerne flere kryds)?
Kolleger fra din afdeling : 35,6%
En leder : 7,8%
Kolleger fra en anden afdeling : 78,5%
804 HK'ere deltaget i undersøgelsen, der er foretaget af HK/Kommunal blandt et repræsentativt udsnit af HK'ere i alle landets kommuner og regioner.
Kontakt
Arbejdsmiljøkonsulent, HK/Kommunal, Niels Jakobsen telefon 4036 4367
Relevant information
http://www.hk.dk
Firma
HK Danmark
Weidekampsgade 8
0900 København C,
Danmark
33 30 48 81
2026 4881
http://www.hk.dk