17/02-11
-
Pressemeddelelse
Stressramt kvinde fik 280.000 i erstatning
En kvindelig HK'er blev sygemeldt med stress og blev bortvist fra arbejdet ugen efter, fordi hun ikke havde nået at sende en lægeerklæring. Det har nu givet kvinden 280.000 kroner i erstatning, skriver Nyhedsmagasinet HK.
I alt 280.000 kroner har en kvindelig HK'er fået i erstatning for en urimelig bortvisning fra sin arbejdsplads samt manglende pensionsbidrag i seks år.
Kvinden havde haft travlt på arbejdet gennem længere tid, og hun fik svært ved at sove om natten og tabte sit hår. Hun sygemeldte sig derfor fra sit job på Calamus Privatskole d. 26. maj. 2008 via sms, som var den sædvanlige måde at gøre det på, og hun fik en besked tilbage med "god bedring." Et par dage senere var hun ved lægen, som gav hende diagnosen stress.
Tre dage efter lægebesøget - d. 31. maj som var en lørdag - modtog kvinden et brev med posten fra sin arbejdsgiver om, at de skulle have en lægeerklæring fra hende inden d. 2. juni. Det kunne kvinden af gode grunde ikke nå, så hun kontaktede HK, der rådede hende til at ringe til lægen mandag morgen. Hun fik en tid hos lægen d. 4. juni, hvilket hun meddelte skolen i en e-mail, og hun sendte dem lægeerklæringen samme dag som sit lægebesøg. Men det var ikke godt nok for Calamus Privatskole, der bortviste kvinden d. 4. juni.
Byretten fandt, at det var en urimelig kort frist, kvinden havde fået til at fremskaffe en lægeerklæring. Og hun dokumenterede sin sygemelding inden for den tid, det var muligt for hende. Hun fik derfor tilkendt erstatning for løn i opsigelsesperioden, feriegodtgørelse og godtgørelse for den uberettede bortvisning på i alt 140.000 kroner.
Jeanette Hahnemann fra HK's juridiske kompetencecenter er godt tilfreds med dommen.
- Det viser, at det er en helt uacceptabel måde at opføre sig på for en arbejdsgiver. Det er nogle urimelige krav at stille til en ansat, og det har byretten heldigvis valgt at straffe arbejdsgiveren for, siger hun.
Udover erstatningen for den uberettede bortvisning fik kvinden 141.000 kroner i erstatning for manglende pensionsbidrag, som gik helt tilbage til ansættelsen i 2002. Normalt er der en forældelsesfrist på fem år, men da kvinden løbende havde gjort arbejdsgiveren opmærksom på sin ret til pensionsbidrag, tilkendte retten hende erstatning for alle seks år.
Relevant information
http://www.hk.dk
Firma
HK Danmark
Weidekampsgade 8
0900 København C,
Danmark
33 30 48 81
2026 4881
http://www.hk.dk