10/08-11
-
Pressemeddelelse
Bureaukratiet vokser med færre kontorfolk
Rød bloks forslag om at fjerne overflødige, kommunale tvangsforanstaltninger er både sympatisk og nødvendig, men kan ikke gennemføres ved at skære yderligere i det stadig mere pressede kontorpersonale, fastslår HK/Kommunal.
Fjerner man endnu mere af det administrative frontpersonale, kan det ikke undgå at påvirke kernevelfærden. Sådan lyder det fra HK/Kommunal, efter at Rød blok med SF's formand i spidsen har lanceret en plan om at skære i kommunernes personale ved at rydde op i bureaukratiet.
Siden strukturreformen i 2007 er der ifølge HK/Kommunals formand, Bodil Otto, blevet stadigt færre ordinært ansatte kontorfolk iPressrelease text kommunerne.
- Korrigerer vi for opgaveflytninger og medarbejdere i diverse tilskudsjobs, er der siden 2007 blevet færre kommunale HK'ere til at klare borgernes og virksomhedernes berettigede forventninger om en effektiv, kommunal service. Alene fra april 2010 til april i år er der sket et fald på over 1.200 ordinære kontorjobs, siger Bodil Otto.
Hun understreger, at den personalemæssige oprustning, der blandt visse faggrupper er sket på kommunekontorerne, i høj grad er møntet på andet end den direkte borgerbetjening, der udgør 80 procent af en typisk HK'ers arbejdsdag.
- Kommunerne har simpelthen ikke haft tilstrækkeligt fokus på de medarbejdere, der betjener borgerne med alt fra miljøgodkendelser og byggetilladelser over pensionstilskud og sociale ydelser til jobindsats og tandpleje, fastslår Bodil Otto, der derfor ser med stor sympati på Rød bloks vilje til at rydde op i overflødige, kommunale kontrolforanstaltninger.
- Regeringen har ganske rigtigt pålagt kommunerne mere bureaukrati i form af et voldsomt dokumentations- og kontrolpres. Kommunernes pligt til at sende deres opgaver i udbud og det massive kontroltyranni på jobcentrene er gode eksempler på, at bureaukratiet har taget overhånd i kommunerne. Men det er en klar fejlvurdering at tro, at man kan komme disse overflødige mekanismer til livs ved at reducere i det administrative frontpersonale, der har med den direkte servicering af borgerne at gøre, fastslår Bodil Otto.
HK/Kommunal-formanden understreger, at de administrative basisfunktioner er helt afgørende for, at det kommunale maskineri kan fungere som en produktiv helhed.
- HK'erne er også de nødvendige hænder, der kan fritage pædagoger, sygeplejersker og lærere fra at skulle bruge en helt uforholdsmæssig stor del af deres arbejdstid på lønsumsstyring, forsikringer og dokumentation. Hvis vores kommunale kolleger drukner yderligere i administrative opgaver vil det naturligvis gå ud over velfærden for børnene, de gamle og de udsatte, fastslår hun.
Relevant information
http://www.hk.dk
Firma
HK Danmark
Weidekampsgade 8
0900 København C,
Danmark
33 30 48 81
2026 4881
http://www.hk.dk