27/03-14
-
Pressemeddelelse
Pinsecocktail: totalteater og besættelse
I pinsen rykker autentisk totalteater ind i Holbæk by, og gør den til en scene under 2. verdenskrig med både tyske soldater og danske frihedskæmpere.
Der bliver skruet op for totalteateret i gaderne, når tyske soldater besætter Holbæk by og Andelslandsbyen. En historisk march slår stemningen an, når frihedskæmpere, tyske soldater og datidens godtfolk drager gennem Ahlgade. Marchen ender på havnen, hvor der er gratis teaterforestilling på kajen foran Sparekassen. Krigen rykker ud til Andelslandsbyen lørdag og søndag, hvor der vil være masser af gratis underholdning for både store og små.
Krigen fra begge sider
Pinseeventet Holbæk i Krig belyser krigens mange facetter, og der er ingen berøringsangst.
Det er en modig fortælling, som udspiller sig under besættelsen i pinsen, for 2. verdenskrig bliver ikke kun visualiseret fra frihedskæmpernes side. Vi får også et sjældent historisk indblik i Frikorps Danmarks historik.
"Der bliver tale om et opsigtsvækkende og mangfoldigt arrangement, der vil involvere store dele af Holbæks kultur- og foreningsliv samt inddrager mange eksterne aktører. Det bliver en begivenhed, der skal levere spændende og tankevækkende oplevelser til både Holbæks borgere og mange udenbys gæster," fortæller marketing- og udviklingschef af Andelslandsbyen Benjamin Lamberth.
Pinsen byder på en unik kulturoplevelse
Holbæks to professionelle teatre, Teatret Fair Play og Holbæk Teater, er begge involveret i eventet, så der er garanteret høj kunstnerisk kvalitet, når teatrene sammen med frivillige fortolker de historiske begivenheder, der foregik den 9. april 1940. 50 tyskere deltager som frivillige soldater under eventet.
"Vi ønsker med årets pinseevent at skabe en unik kulturoplevelse af høj kunstnerisk kvalitet og som vil styrke det lokale engagement. Vi forventer, at totalteatret kommer til at berige borgerne med forundring, fordybelse og glæde," fortæller leder af Kulturkasernen Mikkel Thorning.
Brian Kristensen, der er teaterdirektør på Holbæk Teater fortæller følgende om pinseeventet:
"I pinsen står Holbæk Teater for iscenesættelsen af flere små Living history-optrin.
Living history er en måde at formidle historien på, hvor deltagerne forsøger at genskabe en bestemt tidsperiode eller begivenhed. Mere end et halvt hundrede frivillige vil levendegøre dagliglivet under krigen i Danmark på Nyvang i pinsen. Man vil i løbet af weekenden kunne møde modstandsfolk, kommunister, tyske soldater, en jødisk familie på flugt og feltmadrasser. Det bliver næsten som at være der selv".
Tilbagevendende pinseevent
Pinseevent i Holbæk er kommet for at blive. Det er tanken, at Holbæk vil fortsætte succesen fremadrettet.
"Det er anden gang, vi afholder et event i den her størrelsesorden. Sidste år var det Træskibsfestivallen og i år bliver det omkring besættelsestiden. Vi er i gang med at opbygge et koncept, der holder, og som bygger på viden om, hvordan vi laver event. Og det vil vi udnytte fremadrettet. Vores vision er nemlig at gøre vores pinseevent til en tilbagevendende begivenhed. Inden sommerferien skal byrådet vedtage en eventstrategi som Vækstudvalget har ansvaret for at få udarbejdet," fortæller borgmester Søren Kjærsgaard.
Kabarets overlevelse afhænger af sponsorkroner
Det er også på tegnebrættet at opføre en dekadent kabaret under eventet - og se om der er et marked for mere kommercielle arrangementer. Der er endnu ikke nok sponsorer, så hvis kabaretten skal have et liv efter den 25. april, kræver det sponsorater på yderligere 200.000 kroner.
For yderligere information kontakt Holbæk Kommune ved:
Benjamin Lamberth
Marketing og udviklingschef
Telefon: 51 20 25 09
Mail: bl@andelslandsbyen.dk
Mikkel Thorning
Leder af Kulturkasernen
Telefon: 72 36 51 26
Mail: mthor@holb.dk
Brian Kristensen
Teaterdirektør på Holbæk Teater
Telefon: 26 21 1744
Mail: bk@het.dk
Pressekontakt
Pressetelefon
72 36 34 48