Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
09/10-09   -   Pressemeddelelse

Få skovsvin men meget affald

Mængden af skrald i de danske skove stiger. Skovejerne kan se problemet, størstedelen af danskerne synes, at der er et problem - men kun 2% indrømmer at have smidt affald fra sig på skovturen. Det er et af resultaterne i en ny undersøgelse foretaget af organisationen Hold Danmark Rent.

De få ødelægger det for de mange. Sådan ser det ud i en ny stor undersøgelse fra Hold Danmark Rent, hvor godt 1000 danskere er blevet spurgt om deres holdninger til affald smidt i skoven.

Kun 2% siger nemlig, at de godt kan finde på at smide skrald fra sig, når de er på skovtur, mens hele 98% betragter den slags opførsel som et problem.

62% af de adspurgte synes, at der ligger meget affald og flyder i de danske skove, mens stort set alle skovejere, nemlig 95%, er af samme opfattelse.

Forskellige opfattelser af skrald

Direktør i Hold Danmark Rent, Anne Holm Hansen, er glad for, at de fleste danskere virker til at være enige i, at naturen skal holdes fri for skrald:

- Det er dejligt, at de fleste går ind for at holde vores skove rene og pæne, men faktum er, at der er en stigende mængde i de danske skove. Derfor vil vi i Hold Danmark Rent meget gerne have dem, der smider affaldet, til at ændre adfærd - så resten kan nyde skovturen uden at være omgivet af affald.

Det lave tal for skovsvin kan muligvis hænge sammen med, at folk har forskellige opfattelser af, hvad skrald er. Mange mener for eksempel ikke, at cigaretskodder, ispinde og tyggegummi er skrald, derfor smider de det fra sig. Men faktisk tager det ca. fem år, før naturen har gjort det af med et skod eller et stykke tyggegummi, og helt op til ti år for en ispind.

Mange vil måske heller ikke indrømme, at de smider skrald. Tidligere undersøgelser foretaget af Hold Danmark Rent viser, at helt op mod hver tredje dansker kan finde på at smide affald i naturen.

Dyr og natur lider

De fleste danskere - hele 85% - synes, at det største problem med det herreløse affald er, at det er grimt at se på.

- Vi synes også, at det er rigtig ærgerligt at skulle se på skrald i en smuk skov, men oven i det ved mange heller ikke, at det tager flere hundrede år for naturen at nedbryde for eksempel plastik og tusindvis af år at nedbryde en flaske. Vi vil gerne have folk til at forstå, at det er deres eget ansvar at tage affald med sig. Inden skovejeren kommer forbi og fjerner skraldet, kan både naturen og dyrene nå at tage skade, siger Anne Holm Hansen


Skovens dyr synes, at mad- og slikpapir dufter dejligt, men de kan ikke tåle at få det ned i maven. Desuden er efterladte flasker en ren dødsfælde for blandt andet mus, som kravler ind i flasken, men ikke kan komme ud igen. Er flasken i stedet smadret, er det ikke sjovt at have poter i stedet for fødder med sko på. Læs mere om rapportens resultater på www.holddanmarkrent.dk

Rapport - Affald i skoven :
http://www.holddanmarkrent.dk/log/userfiles/rapport%20til%20presse.pdf

Kontakt:

Gitte Valentin, kommunikationsmedarbejder, tlf. 42 60 50 27
For interviews: Anne Holm Hansen, direktør, tlf. 40 27 04 34

Relevant information

http://holddanmarkrent.dk


Pressekontakt


Firma

Hold Danmark Rent
Havnegade 39
1058 København K, Danmark

  40 27 04 34

http://holddanmarkrent.dk

Modtag nyheder fra Hold Danmark Rent på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire