Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
05/05-10   -   Pressemeddelelse

Utraditionelt samarbejde for renere vejkanter

For første gang nogensinde går myndigheder, foreninger og en række store, konkurrerende virksomheder sammen for at få de danske bilister til at svine mindre. Det sker med organisationen Hold Danmark Rent som igangsætter.

Det er ikke ofte, at konkurrenter som f.eks. Uno-X og Q8 eller McDonald's og Tulip arbejder sammen. Men det sker, når organisationen Hold Danmark Rent efter sommerferien kører en kampagne med et formål, som alle parter kan bakke op om og har interesse i. Der er nemlig bred enighed om, at der må gøres noget ved al det affald, som bilisterne smider langs de danske veje.
Seks ud af ti sviner
I en undersøgelse foretaget af Hold Danmark Rent indrømmer langt over halvdelen - hele 59% - af bilisterne at have smidt affald ud ad vinduet. Det giver et affaldsproblem langs de danske veje, der ikke er til at overse. Og det er ikke kun tankstationer og fastfoodproducenter, der kan se ideen i kampagnen. Både Vejdirektoratet, FDM, ITD (International Transport Danmark), Volkswagen, Plastindustrien, Dansk Design Center og reklamebureauet Advance er gået ind i samarbejdet.
Med en så bred gruppe af samarbejdspartnere håber Hold Danmark Rent at komme så tæt på bilisterne med budskabet, som det overhovedet er muligt.

- Det er jo fantastisk og ret enestående at få folk, som beskæftiger sig med alle aspekter af trafik og bilisme, til at bakke op om sådan et projekt. Det betyder, at vi kommer til at ramme rigtig bredt, og forhåbentlig vil vi kunne se effekten af samarbejdet ved renere vejkanter, siger Anne Holm Hansen, direktør i Hold Danmark Rent.
Adfærden skal ændres
Uno-X kommer via sine 338 tankstationer landet over dagligt ud langs vejene og er dermed førstehåndsvidne til problemet. Derfor er direktør Christian Hoff fra Uno-X Energi A/S heller ikke i tvivl om, at der er hårdt brug for kampagnen:

- Det skæmmer og ødelægger naturoplevelsen. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad vi ville kunne få for pengene, hvis myndighederne ikke skulle bruge så mange penge på at rydde op. Det er netop derfor, jeg synes, at Hold Danmark Rent og Vejprojektet er en god ide. Her bliver pengene og kræfterne nemlig ikke brugt på at rydde op, men på at ændre adfærd, så bilisterne beholder deres skrald i bilerne. Jeg håber, vores kampagne kan være med til at gøre en forskel.
Nye affaldsløsninger designes
Udover at kunne få budskabet vidt omkring via samarbejdspartnernes meget forskelligartede kommunikationskanaler - alt fra medlemsblade over budskaber på mademballage og bill boards til events i butikker - vil samarbejdet med Dansk Design Center også føre til løsninger, som gerne skulle gøre det nemmere for bilisterne ikke at svine vejene til.

- Vi vil bruge de næste måneder på at researche på bilisternes behov: Mangler de en form for skraldespand i bilen? Hvordan skal den se ud, hvis flest mulig skal få lyst til at bruge den? Kunne der findes nemmere løsninger langs vejene til at komme af med affaldet på? Osv. osv. I samarbejde med designerne ønsker vi at få fremstillet den smarteste løsning for bilisterne, så de ikke længere har dårlige undskyldninger for at lade affaldet ryge ud ad vinduet og ende i naturen, forklarer Christian Scherfig, adm. direktør i Dansk Design Center.

Bilisterne bliver mødt af kampagnen, når de er tilbage på vejene efter endt sommerferie i år.

Relevant information

http://holddanmarkrent.dk


Pressekontakt


Firma

Hold Danmark Rent
Havnegade 39
1058 København K, Danmark

  40 27 04 34

http://holddanmarkrent.dk

Modtag nyheder fra Hold Danmark Rent på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire