Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
04/06-10   -   Pressemeddelelse

6 ud af 10 rygere smider cigaretskod fra sig

Hele 60% af de danske dagligrygere indrømmer, at de har smidt skod fra sig på togstationer og ved busstoppesteder. Det er resultatet af en ny undersøgelse fra organisationen Hold Danmark Rent.

Ventetid og en smøg hører for mange rygere sammen. Og når bussen eller toget pludselig dukker op, er den lette løsning at smide cigaretskoddet fra sig. Det kan ses på landets togstationer og busstoppesteder, hvor skod ofte dominerer billedet.
En ny undersøgelse fra Hold Danmark Rent viser da også, at hele 60% af dem, som ryger hver dag, kan finde på at smide cigaretskod fra sig disse steder. Flere end hver fjerde dagligryger gør det konsekvent - nemlig "altid" eller "ofte". Til gengæld peger undersøgelsen også på, at mange rygere gerne vil være med til at løse problemet.

Lavtuddannede mænd har værst skodadfærd
Der er markant flere mænd end kvinder, som "ofte" eller "altid" smider skod fra sig på stationer og ved busstop. Samtidig spiller også længden af uddannelse meget tydeligt ind på rygernes skodadfærd. Andelen af rygere, som konsekvent smider skod fra sig stiger fra 12% blandt dem med mellemlang og lang uddannelse til næsten 28% hos dem, som stoppede skolegangen efter folkeskolen eller en ungdomsuddannelse.

Rygerne synes også, det er grimt
3 ud af 4 danskere - det vil sige også en stor del af rygerne selv - har til gengæld oplevelsen af, at smidte cigaretskod har en negativ påvirkning på et sted. Og godt 35% oplever, at der er kommet "flere" eller "mange flere" skod på togstationer og ved busstop i de seneste år.

- Det er måske ikke så overraskende, at problemet med skod udendørs er stort nu, hvor rygerne ikke længere må ryge inden for ret mange steder. Men vi er glade for, at de fleste trods alt godt kan se, at det ikke pynter med cigaretskod liggende alle vegne. Vores håb er - og det tyder undersøgelsen på - at de fleste rygere så blot skal have et blidt puf for at ændre adfærd, siger Anne Holm Hansen, direktør i Hold Danmark Rent.

Viden ændrer adfærd
En del af puffet ser ifølge undersøgelsen ud til at kunne bestå af viden. Når rygerne får at vide, at det tager op mod fem år for naturen at nedbryde et cigaretfilter, og at der i Danmark hver dag bliver smidt op mod 9 millioner skod, får det 60% af dem til at overveje at ændre adfærd. Især de kvindelige rygere ser ud til at lade sig påvirke af denne form for viden.

Design af nye skodløsninger
En stor del af rygerne - 35% - siger, at de smider skod, fordi "Det gør alle - det er helt almindeligt" eller "Det er det letteste". Dog er for få askebægre og skraldespande den mest brugte undskyldning for at smide cigaretskod fra sig. 8 ud af 10 rygere angiver dette som grunden til deres adfærd.
Selvom man hos Hold Danmark Rent gør meget for at få rygerne til selv at tage ansvar og få anbragt skoddet der, hvor det hører til, så anerkender man også, at det godt kan gøres nemmere for rygerne.

- Vi tror hos Hold Danmark Rent på, at bedre og flere askebægre - både faste og mobile - i kombination med, at rygerne tager mere ansvar for deres omgivelser, vil hjælpe meget på problemet. Alle bliver gladere af renere omgivelser. Derfor er vi gået i dialog med Dansk Design Center om at udvikle nye, funktionelle askebægre til landets busstoppesteder, fortæller Anne Holm Hansen.

Lommeaskebægre til alle
Udover udvikling af faste askebægre, deler Hold Danmark Rent også små, mobile og lugtfri lommeaskebægre ud på årets Roskilde Festival. Askebægrene vil også blive udleveret fra alle landets Spar-købmænd fra uge 25. Desuden har Hold Danmark Rent udviklet kampagnen "Hjælp et skod", som de tilbyder alle landets kommuner at afholde. Den idé har Ballerup, Albertslund og Helsingør allerede taget til sig, og kampagnen vil køre disse steder denne sommer/efterår.

For interviews:
Anne Holm Hansen, direktør, tlf. 40 27 04 34/48 28 58 66

Relevant information

http://holddanmarkrent.dk


Pressekontakt


Firma

Hold Danmark Rent
Havnegade 39
1058 København K, Danmark

  40 27 04 34

http://holddanmarkrent.dk

Modtag nyheder fra Hold Danmark Rent på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire