Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
12/03-15   -   Pressemeddelelse

home prisindeks for februar: Huspriser 'tryner' lejlighedspriser i februar

Huspriserne steg i februar
· homes husprisindeks viser, at huspriserne på landsplan steg 0,2 % fra januar til februar i år (sæsonkorrigeret) - når man måler prisudviklingen som et tremåneders glidende gennemsnit.
· Sammenlignet med samme tid sidste år ligger huspriserne nu 4,4 % højere.
· I forhold til toppen i december 2006 lå priserne i februar 17,8 % lavere.
· Prisen på et gennemsnitligt parcelhus på 140 kvm var i februar 1.740.000 kr.

Ejerlejlighedspriserne faldt i februar
· homes ejerlejlighedsprisindeks faldt 0,3 % fra januar til februar (sæsonkorrigeret) - når man måler prisudviklingen som et tremåneders glidende gennemsnit.
· Over det seneste år er priserne på landsplan steget med 7,8 %. Sammenlignet med toppen i august 2006 er niveauet nu 10,6 % lavere.
· Prisen på en gennemsnitlig ejerlejlighed på 85 kvm er nu 1.940.000 kr.
· I København faldt ejerlejlighedspriserne 0,6 % fra januar til februar. I samme periode steg priserne i Aarhus med 0,1 %.

Kommentar fra home prisindeks for februar, relationschef Mads Ellegaard:

Voldsom stigning i salget i februar
"Huspriserne holder pil op efter en pæn stigning i januar men vigtigere er, at salget af huse nu for alvor rykker sig over hele landet. I februar var der langt flere bolighandler, end vi har været vant til de seneste fem år. Mest markante skift i markedet er, at områderne uden for de større byer nu ser ud til at komme med på vognen, og vi har i home-kæden solgt 27 % flere huse i februar sammenlignet med samme måned sidste år. Samlet set var hussalget i februar populært sagt i maj-humør og næsten tre måneder foran tidsplanen," siger relationschef Mads Ellegaard i home, der dog understreger, at fremgangen i landkommunerne mange steder sker fra et ret lavt niveau.

"Ejerlejlighederne blev solgt en anelse billigere i februar end måneden før, og det lukker aktuelt lidt luft ud af boligboblesnakken i København, men salget buldrer uhindret videre med Region Hovedstaden og Aarhus som lokomotiv, og den overordnede tendens for lejlighedspriserne går fortsat opad. Både i februar og i januar ligger vores salg af lejligheder næsten 25 % over samme måneder sidste år, og fra home-mæglerne i hovedstaden hører vi nu om begyndende 'flaskehals-problemer' - altså at der mangler lejligheder til salg i forhold til efterspørgslen," siger Mads Ellegaard fra home og oplyser, at udbuddet af ejerlejligheder til salg i København er faldet med 10-15 % det seneste år og med 2-5 % alene den seneste måned, viser boligudbudsstatistikken.

Over 50 % flere fremvisninger
"Forårstendenserne er tydelige: Vi mærker en helt anden gejst hos køberne, end vi har set i lang tid. De viser købelyst og weekenderne er fyldt godt op med fremvisninger, lyder det fra vores mæglere."
"Meget tyder på, at der er endnu flere boligejere, som får solgt de kommende måneder," vurderer Mads Ellegaard på baggrund af et markant løft i fremvisningerne i februar på over 50 % i årets to første måneder.

Han vurderer, at det især for hussalget er en slags 'ketchup-effekt', vi ser nu:
"Der er stadig et opsparet behov for at handle boliger blandt danskerne i kølvandet på finanskrisen. Mange, der har behov for en anden bolig, fx fordi de har fået børn og har brug for mere plads, har holdt sig tilbage, men i løbet af efteråret har flere fået mod på at skifte bolig og store rentefald i februar, hvor Danmarks Nationalbank sænkede renten flere gange, har for alvor lokket køberne frem," siger Mads Ellegaard.

"I de større byer er det nu ikke unormalt, at der er flere købere til husene, og det er vores klare indtryk, at køberne nu rykker voldsomt på renten og bedre jobmuligheder. Det har for alvor fået de tøvende boligkøbere ud af busken. De ser den unikke mulighed for en fast lav boligydelse de næste 20-30 år," siger Mads Ellegaard.

Pressekontakt

Mads Ellegaard
Relationschef i home
  50 40 50 40

Firma

Home A/S
Frichsparken Søren Frichs Vej 36 F
8230 Åbyhøj, Danmark

  86 15 43 00

http://www.home.dk

Modtag nyheder fra Home A/S på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire