Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
24/03-15   -   Pressemeddelelse

Storfamilier på skrump efter finanskrisen

OPGØRELSE: Mindre familier rammer boligmarkedet - børnefamilier med et barn er nu tæt på at være det mest almindelige

Her i begyndelsen af 2015 er der 121.448 familier med tre eller flere hjemmeboende børn. Det er knap 5.000 færre end i 2009, hvor finanskrisen bragede igennem. Det viser nye tal fra Danmarks Statistisk, som ejendomsmæglerkæden home har kigget nærmere på. I alt er der 773.000 børnefamilier.(se grafer og tabel)

Mens storfamilierne er skrumpet - både i faktiske og forholdsmæssige tal - er børnefamilien med ét barn blevet mere almindelig - og tæt på at være den mest almindelige familieform. Familier med to børn er kun et mulehår foran.

Ifølge ejendomsmæglerkæden home er der tydelige tegn på, at det er den økonomiske krise, der har spillet ind.
"Op til finanskrisen blev storfamilierne mere og mere almindelige. Vi købte bolig og flyttede i stor stil, og mange byggede nyt. I 2009 blev vi usikre og mere forsigtige - byggeriet gik i stå, boligsalget gik trægt og - kan vi se af tallene - vi har også holdt igen med børnene, fordi vi godt ved, at det er dyrt at få børn," siger Mads Ellegaard, relationschef i home.

Krisen ramte boligmarkedet - blandt andet fordi boligbehovet ikke ændrede sig, når der ikke var familieforøgelser på vej.
"Det unge par med ét barn kunne godt blive i deres toværelses lejlighed et par år mere, hvorimod, hvis de havde et barn mere på vej, ville de nok være på udkig efter en større lejlighed eller måske et hus," siger Mads Ellegaard.

Meget tyder på, at tingene er ved at vende igen, så flere par ser lysere på tilværelsen - køber hus og får børn. Hussalget er nemlig steget, og for første gang siden 2010 får vi igen flere børn.

"Boligmarkedet er - for nu at blive i samme vendinger - blevet mere frugtbart. Og alt tyder på, at de enestående historisk lave renter får endnu flere til at stifte og flytte familien i 2015," siger Mads Ellegaard, relationschef i home.

home understreger, at de bedre tider også giver en større sikkerhed for vores job, som også er vigtig for lysten til at få børn og købe bolig.
Forbrugertilliden steg, stik mod det normale mønster, fra januar til februar, viser helt nye tal fra Danmarks Statistik.

Hele 57 % af husene, der står til salg lige nu, har nemlig fra 5 værelser eller derover. Men de store familier med tre børn eller derover tæller under 16 % af landets børnefamilier.

"Storfamilierne har gode muligheder for at købe bolig lige nu, men de store huse appellerer også til en anden målgruppe - nemlig de mange miksede børnefamilier med dine, mine og vores børn. Et stort udvalg og de billige lån gør det til et godt tidspunkt at få mere plads," siger home-talsmanden

Også de nye familieformer med mange singler, og singler med et eller to børn, har fået bedre muligheder for at eje. Det skaber en større efterspørgsel efter de mindre lejligheder og huse.

"De mindre huse og lejligheder er inden for rækkevidde for flere familier. De lave renter og prisfald har gjort det markant lettere for selv enlige forsørgere at købe bolig," siger Mads Ellegaard.

Billeder


Pressekontakt

Mads Ellegaard
Relationschef i home
  50 40 50 40

Firma

Home A/S
Frichsparken Søren Frichs Vej 36 F
8230 Åbyhøj, Danmark

  86 15 43 00

http://www.home.dk

Modtag nyheder fra Home A/S på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire