Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
09/02-10   -   Pressemeddelelse

Klimatopmødet kunne ikke redde 2009 for hotellerne

De danske hoteller mistede næsten hver tiende overnatning i 2009. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

- Klimatopmødet, IOC-kongressen og World Outgames havde stor betydning for antallet af overnatninger i hovedstaden og på dele af Sjælland. Men det var langt fra nok til at redde 2009 på landsplan, siger formanden for HORESTA, Jens Zimmer Christensen.

Antallet af overnatninger i de danske hotelsenge faldt fra 10,9 millioner i 2008 til 10,0 millioner i 2009. Det svarer til et fald på otte procent.

- Det er markant, at vi er gået så meget tilbage i 2009 i forhold til 2008, for man skal huske på, at den økonomiske afmatning allerede satte sine spor i andet halvår af 2008, siger HORESTA-formanden.

Efter mange år med store tab på udenlandske overnatninger, var det i 2009 nu også antallet af danske overnatninger, der raslede nedad. Mens de udenlandske overnatninger faldt med syv procent, mistede hotellerne ni procent af de danske overnatninger sammenlignet med 2008.

Af de udenlandske overnatninger kom de største tab på det svenske og det britiske marked. Antallet af svenske overnatninger faldt med 20 procent, mens 10 procent færre briter besøgte landet.
På de andre store, udenlandske markeder var tilbagegangen knapt så stor. Antallet af norske overnatninger faldt med fem procent, og det samme gjaldt de tyske.

- Vi kan se på tallene, at det især var de forretningsrejsende, som svigtede i 2009. Den økonomiske afmatning bevirkede, at mange virksomheder bremsede endnu mere op end de ferierejsende, og det var meget dyrt for branchen. De forretningsrejsende lægger langt flere penge pr. døgn i Danmark end ferieturisterne. Ikke kun på hotellerne, men også på restauranterne, i detailhandlen og for transport, siger Jens Zimmer Christensen.

Han begrunder også tabet af forretningsovernatninger med, at erhvervslivet er blevet langt mere prisbevidst.

- Vi har Europas højeste momssats, og erhvervslivet skal - i modsætning til i vores nabolande - betale moms her i landet. Derfor har vi uhyre svært ved at konkurrere på prisen, når økonomien strammer til, siger Jens Zimmer Christensen.

Regionalt set klarede hovedstaden sig bedre end provinsen. København mistede fem procent af overnatningerne. Blandt andet takket være efterårets store begivenheder. Omvendt gik Sjælland tilbage med 15 procent og Nordjylland med 12.

Relevant information

http://www.horesta.dk


Pressekontakt


Firma

HORESTA
Vodroffsvej 32
1900 Frederiksberg, Danmark

  35 24 80 80
  40 98 41 86

http://www.horesta.dk

Modtag nyheder fra HORESTA på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire