02/02-12
-
Pressemeddelelse
Historiske Tirsdage - Byens kvarterer og huse: Vestbyen i Horsens
Sidste års byrundvisninger i serien Historiske Tirsdage var en stor succes med mange deltagere. Derfor har Horsens Museum og Byarkivet arrangeret endnu en række byrundvisninger, denne gang med titlen:
Byens kvarterer og huse
Den første af de historiske tirsdage finder sted tirsdag den 14. februar, kl. 16.00:
Vestbyen i Horsens
Hvad har en general, et fattiglem, en jøde og en fabriksarbejder tilfælles? Alle har sat deres præg på Horsens Vestby. Mens vi bevæger os fra Smedegade mod Fabrikvej, skal vi høre om Horsens' sidste æresborger, en "finansborgmester" og arbejdernes boligforhold. Derefter går det mod nord, mens vi stifter bekendtskab med borgervæbningen, Danmarks første kvindeseminarium og byens fattige. Og til sidst går vi langs Fussingsvej mod fængslet og får historien om studehandler og straffefanger.
- Guide: Historiker Anne Katrine Nagel Christensen
- Arrangør: Horsens Museum og Byarkivet i Horsens
- Mødested: Smedegade 91, "Generalsgården"
- Varighed: Ca. 1 time
- Slutsted: Fussingsvej 8, det tidligere Statsfængslet i Horsens
- Byvandringen er gratis og kræver ingen tilmelding
Relevant information
http://www.horsensmuseum.dk/