16/03-12
-
Pressemeddelelse
Påskeæg og påskeprinsesser på Horsens Museum
Påsken er i dag uløseligt forbundet med æg. Og Horsens Museum holder fast i traditionerne. Derfor kan man i påsken se fine æg på museet.
Fra lørdag d. 24. marts til mandag d. 9. april, alle dage kl. 11-16, udstiller Teodora Kaczmarczyk flot pyntede æg af mange slags. I weekenden d. 24-25. samt i dagene d. 27-28. marts vil kunstneren selv være til stede og demonstrere, hvordan hun fremstiller og pynter æggene. Og der vil være mulighed for køb af æg i museets butik.
Traditionen med æg går langt tilbage. Nogle af de ældste danske påskeæg omtales i Leonora Christines "Jammersminde". Her fortæller hun, at hun udvekslede dekorerede påskeæg med en medfange i Blåtårn i 1667. Men også før den tid er der spor af, at æggene har haft betydning. I middelalderen véd man, at farvede æg anvendtes i fornemme kredse, og også i Danmark er der spor af den "madvielse", som har været anvendt i andre lande. Ved madvielsen sørgede præsten for at velsigne madvarer, bl.a. æg, i forbindelse med påsken. Først i 1900-årene går chokoladeæggene deres sejrsgang.
Påskeprinser og -prinsesser:
I påsken -og resten af foråret- kan man opleve en anderledes udstilling for børn på Horsens Museum. Udstillingen fortæller den fantastiske historie om 4 russiske prinser og prinsesser, som kom til Horsens i 1780, hvor de boede i fyrsteligt fængsel sammen med 44 hoffolk og en præst.
Udstillingen er lavet som en skattejagt. Man udstyres med et skattekort og en kuffert med ting, der er brug for til de opgaver, der løses undervejs. Skattejagten, som er en rejse gennem livet ved hoffet, består af 9 poster, hvor genstande, små tekster og opgaver tilsammen fortæller om livet ved Det Russiske Hof på Torvet 2-4 i Horsens.
Entré til museet: voksne 30 kr. børn under 18 år gratis
www.horsensmuseum.dk
Relevant information
http://www.horsensmuseum.dk/