Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
26/10-11   -   Pressemeddelelse

Konvolutten - en livsfarlig italiensk farce med Dejan Cukic

Man kan få gratis lektioner i demokrati, kødgryderne bugner, og der er masser af whisky på flasken, når Husets Teater præsenterer danmarkspremieren på KONVOLUTTEN fredag d. 11. november kl. 20.00.

I KONVOLUTTEN møder vi en mand, der får et brev uden grund. Han ved ikke, hvem afsenderen er, og han ved ikke, hvorfor brevet er blevet sendt til netop ham. For at komme til bunds i sagen, opsøger han et kontor. Her møder han Sekretæren, Kokken og en tredje person ved navn X. Det er et mærkeligt kontor. Samtalerne er overraskende, og begivenhederne tage de mest absurde drejninger. Nogen stiller spørgsmålstegn ved, om mandens ansigt egentlig er hans eget, og i baggrunden er der nogen, der griner. Men vores mand er overhovedet ikke kommet for sjov. Han vil virkelig gerne vide, hvorfor han har fået det brev. Men det skal vise sig, at det ikke er så nemt at få et svar. Han er hele tiden nødt til at vente. Vente til det sidste ...

KONVOLUTTEN er en livsfarlig farce om magtens ofre og bødler i et samfund meget lig vores eget. Stykket er skrevet i Berlusconis Italien af den prisbelønnede dramatiker, skuespiller og teaterleder, Spiro Scimone, som hermed for første gang opføres i Danmark. Og så alligevel ikke helt, for publikum under Festival For Ny Europæisk Dramatik 2010 har allerede fået en forsmag på teksten i readingform. Det er lykkedes at samle alle de medvirkende igen, når vi nu præsenterer KONVOLUTTEN som "rigtig" forestilling: Dejan Cukic er øretæveindbydende som Sekretæren, Benjamin Boe Rasmussen finder primitive urkræfter frem som Kokken, Jesper Hyldegaard er uforudsigelig som det borende X, og ikke mindst falder alting fra hinanden for Mads Wille som manden med brevet. Simon K. Boberg står for iscenesættelsen, og hans makker fra bl.a. Blekingegade og Ingen møder nogen, Edward Lloyd Pierce, står for scenografien.

KONVOLUTTEN spiller 11. november - 10. december 2011, man-fre kl. 20 og lør kl. 17 på Husets Teater. Billetterne koster 130-190 kr./60-120 kr. for unge under 25 år og kan bestilles på teaterbilletter.dk eller billettlf. 33 25 13 76.

Relevant information

http://www.husetsteater.dk


Pressekontakt


Firma

Husets Teater
Halmtorvet 9
1700 København V, Danmark

  33227707
  29919228

http://www.husetsteater.dk

Modtag nyheder fra Husets Teater på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire