25/02-11
-
Pressemeddelelse
Mange nye kunder i Hvidbjerg Bank men alligevel underskud på bundlinjen
Fornem tilgang af nye kunder. Fortsat lovende resultat af den primære bankdrift. Men alligevel røde tal på bundlinjen for første gang siden 1998. Det er situationen for Hvidbjerg Bank efter et travlt 2010. Trods underskuddet og på det seneste et smerteligt tab i forbindelse med Amagerbankens forlis, ser banken alligevel med fortrøstning på fremtiden.
Hvidbjerg Bank fik i 2010 et resultat af den primære bankdrift på 7,7 mio. kr. Det er mindre end sidste års rekord, men bedre end tidligere. Nedgangen er forårsaget af et omkostningshop, som kan tilskrives bankens vækststrategi og øgede udgifter til IT. Ellers har 2010 været kendetegnet ved en fortsat solid tilgang af nye kunder i de nye afdelinger i Viborg og Holstebro. Alligevel kom Hvidbjerg Bank ud af 2010 med et underskud på 7,9 mio. kr. efter skat som følge af nedskrivninger på 18,5 mio. kr.
Intensiveret indsats for at skabe vækst
"Vi har i 2010 intensiveret vores indsats for at skabe vækst i vores nye afdelinger i Holstebro og Viborg. Specielt har Holstebro-afdelingen fået en saltvandsindsprøjtning med hele fire nye medarbejdere, så afdelingen i dag tæller ni medarbejdere. Og det har allerede båret frugt, idet vi siden august 2010 har registreret knap 80 nye kunder om måneden i gennemsnit," fortæller direktør Oluf Vestergaard.
"Tilgangen af nye kunder er kendetegnet ved, at hovedparten er privatkunder, der typisk bringer et ganske pænt forretningsomfang med sig i form af fx realkreditlån og pensionsordninger.
"Imidlertid er det desværre altid sådan med nye kunder, at forretningerne typisk kommer med en vis forsinkelse bl.a. fordi det tager tid at få overført kundernes engagementer. Derfor har vi i 2010 oplevet en forholdsvis høj omkostningsstigning, mens vores udlån faktisk er faldet. Det giver den helt uvante situation for Hvidbjerg Bank, at omkostningerne i 2010 er steget mere end indtægterne."
Nedskrivninger øget
Desværre har Hvidbjerg Bank igen i 2010 oplevet betydelige nedskrivninger. I alt har banken nedskrevet 18,5 mio. kr. mod 10,4 mio. kr. året før. Og oven i har banken i begyndelsen af 2011 fået et smerteligt tab som følge af Amagerbankens konkurs.
"Resultatet for 2010 og tabet på Amagerbanken er meget at sluge på en gang. Når vi alligevel ser på fremtiden med en vis fortrøstning, så er det fordi vi trods alt kan bære tabet. Og samtidig er fremgangen og væksten i de nye afdelinger lovende, således at vi trods alt kan se fremad i god tro på, at tilbagegangen ikke er uovervindelig" slutter Oluf Vestergaard.
Relevant information
http://www.hvidbjergbank.dk