06/06-11
-
Pressemeddelelse
Inspiration fra uventet kant: Ignite giver gnisten videre d. 15. juni 2011
Ignite! handler om inspiration - et møde mellem dem der inspirerer, og dem der bliver inspireret.
Hver taler har fem (og kun fem!) minutter til at fortælle om noget taleren brænder for - hobbyen, det vilde fritidsprojekt, familien eller andet. Emnet er frit, tiden er begrænset. Det sikrer at fortællingerne går direkte til pointerne, kærligheden - gnisten. Den bagvedliggende ide er: Inspirer os andre, men gør det kort!
Ignite har været i Danmark siden marts 2010; konceptet kommer fra USA og har spredt sig verden over. Når Ignite! #5 afholdes onsdag d. 15. juni i Huset Magstræde (4. sal), sker det samtidig med andre Ignite!-aftener i mere end 15 lande verden over. Dørene åbnes med suppe og café kl. 17, mens det første indlæg præsenteres kl. 18.
Alle kan give gnisten videre
Ingen ved helt på forhånd hvem af aftenens talere der vil gøre størst indtryk. Ignite er inspiration fra uventet kant - et live inspirationsforum, et rum for indtryk der bliver siddende.
Ved de tidligere Ignite!-arrangementer har blandt andet følgende talt: Uffe Elbæk, Pouline Middleton, Oliver Zahle, Lars AP, Hans Henrik Samuelsen, Christie Stauning Pedersen, eanette Øbro Gerlow og Ole Tornbjerg, Carsten Graff og Tommy Krabbe.
Næste gang gnistrer talerlisten blandt andre med:
- Søren P Rasmussen, borgmester: Om at have mod og ville forandre Danmark
- Asger von Daler, argentinsk tango, dans og musik
- Michael Minter, Concito: Om Icebergmysteriet
- Naturfotograf Henrik Egede-Lassen: Om en mand og hans pensfoderal
- Erik Sommer, præsident: Om Danmarks fremtrædende rolle på verdenskortet
Nicolai Elberling: Om kunsten at mestre
Og mange flere er med til at give publikum og hinanden gnist og inspiration!
Pressen er - som alle andre - meget velkomne, også til at give fem minutters inspiration videre.
Følg med på Facebook (www.facebook.com/ignitedenmark.dk) eller på hjemmesiden www.ignitedenmark.dk. Og endnu bedre: Mød op i Huset Magstræde d. 15. juni til Ignite! #5 - det bliver en aften som ikke går i glemmebogen.
Relevant information
http://www.ignitedenmark.dk