14/02-11
-
Pressemeddelelse
Tæt på normale tider for behandling af sager om hjælpemidler til borgere
vedr. sagsbehandlingstider kropsbårne hjælpemidler:
Ikast-Brande Kommunes ergoterapeuter og sagsbehandlere er tæt på at være igennem en pukkel af sager om ansøgninger om hjælpemidler. Det sker med udgangen af marts.
Siden juni 2010 har det været nødvendigt at forlænge fristerne for kommunens behandling af ikke-akutte sager om hjælpemidler. Det skete for at give tid til, at ergoterapeuter og sagsbehandlere i kommunens Visitations- og Myndighedsafdeling kunne gennemføre en omfattende analyse af alle bevillinger for at afdække årsagerne til, at omkostningerne til hjælpemidler var steget. Det skulle ske sideløbende med den daglige sagsbehandling.
Målet med analysearbejdet var at reducere omkostningerne og give byrådet mulighed for at fastlægge et lavere serviceniveau for bevilling af hjælpemidler med Budget 2011-2014. I forbindelse med, at byrådet vedtog Budget 2011-2014 er der også fastlagt nye frister for behandling af sager om hjælpemidler.
Tiden for behandling af ansøgninger og sager om hjælpemidler er fremover fra 1 uge og op til seks måneder, afhængig af hvilken slags hjælpemiddel, det handler om.
Dog behandler vi akutte sager hurtigst muligt og inden for en uge.
Akutte sager er først og fremmest:
Hjælpemidler og små boligændringer i forbindelse med udskrivning fra hospital
Hjælpemidler begrundet i arbejdsmiljøhensyn
Hjælpemidler til borger i terminalfase - det vil sige døende
Borgere med nyopdaget diabetes
Borgere med nye stomier
Borgere med tryksår
Uopsættelige reparationer af allerede bevilgede hjælpemidler
Slidte hjælpemidler hører som hovedregel ikke ind under kategorien "uopsættelige reparationer".
Ansøgninger om hjælpemidler, som brugeren bærer på kroppen, der er modtaget før 1. december 2010, forventer vi at gøre færdige i februar 2011.
I marts 2011 forventer vi at gøre de sager færdige, som vi har modtaget i perioden 1. december 2010 til 28. februar 2011.
Kontaktperson:
Marianne Merring, chef for Visitations- og myndighedsafdelingen, tlf. 9960 3111, e-mail: mamer@ikast-brande.dk
Birgitte Søe Jensen, teamleder Visitations- og myndighedsafdelingen tlf. 9960 3135, e-mail: bsjen@ikast-brande.dk
Relevant information
http://www.ikast-brande.dk