11/08-10
-
Pressemeddelelse
Møde mellem Region Sjælland og Indenrigs- og Sundhedsministeren
På et møde i dag er Indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder og Regionsrådsformand for Region Sjælland, Steen Bach Nielsen, blevet enige om at fortsætte arbejdet med at etablere et sundheds- og akuthus i Nakskov, som blandt andet skal indeholde skadeklinik, medicinsk ambulatorium, lægecenter, kommunale sundhedstilbud, jordemoderkonsultation, akutbil og landingsplads for helikopter.
Indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder og Regionsrådsformand for Region Sjælland, Steen Bach Nielsen og næstformand Jens Stenbæk, havde i dag et konstruktivt møde om sygehusplanen for Region Sjælland og de puljemidler, der særligt skal tilgodese sygehusfunktioner i udkantsområder.
Begge parter fik lejlighed til at fremlægge de planer og tanker, som de hver især har for at sikre, at befolkningen i yderområder, som har langt til akutsygehus, har god adgang til sundhedsydelser.
Indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder redegjorde for regeringens og Dansk Folkepartis aftale om at afsætte 600 millioner kroner til sundhedstilbud i udkantsområderne og lægehelikopterordning.
Regionsrådsformand Steen Bach Nielsen fortalte om Sygehusplanen for Region Sjælland, der med afsæt i Sundhedsstyrelsens faglige rådgivning, samler den akutte og specialiserede behandling af regionens borgere på færre sygehuse og etablerer sundhedscentre forskellige steder i regionen, blandt andet i Nakskov.
Sundheds- og akuthuset i Nakskov er specifikt nævnt i aftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti og derfor blev Nakskovs særlige problemer debatteret på mødet.
På mødet udtrykte regeringen anerkendelse af Region Sjællands Sygehusplan, som vil danne grundlag for ansøgning om midler til etablering af et sundheds- og akuthus i Nakskov med udgangspunkt i et fælles visionspapir med Lollands kommune.
Relevant information
http://www.sum.dk
Firma
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Slotsholmsgade 10-12
1216 København K.,
Danmark
72 26 94 14
40 82 06 37
http://www.sum.dk
Modtag nyheder fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet på mail
Tilmeld dig her