09/09-11
-
Pressemeddelelse
Så mange vælgere i Danmark og udlandet kan stemme til folketingsvalget
Ifølge valglisterne kan i alt 4.082.518 vælgere stemme til folketingsvalget den 15. september 2011, heraf 5.590, der er bosat i udlandet. Andelen af vælgere bosat i udlandet er steget med 0,017 procent i forhold til seneste folketingsvalg.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har nu den endelige opgørelse over, hvor mange vælgere bosat i Danmark og i udlandet, der kan stemme til folketingsvalget den 15. september 2011.
Den viser, at i alt 4.082.518 personer kan være med til at vælge de 175 medlemmer af Folketinget, der skal vælges i Danmark til næste folketingsperiode. Herudover skal der vælges to medlemmer i Grønland og to medlemmer på Færøerne.
Sammenlignet med vælgertallet ved folketingsvalget i 2007 (4.025.157) er vælgertallet steget med 57.361 eller 1,43 pct.
Vælgertallet omfatter 4.076.640 vælgere (99,86 pct.), der pr. 31. august 2011 (15 dage før valgdagen) var registreret med bopæl i Danmark, 619 vælgere eller 0,015 pct., der i perioden fra og med den 31. august 2011 til og med den 8. september 2011 (7 dage før valgdagen) er flyttet til Danmark fra udlandet og har anmeldt flytningen til folkeregistret, samt 5.590 vælgere eller 0,14 pct., der bor i udlandet og efter anmodning er optaget på valglisten efter reglerne om udlandsdanskeres valgret til Folketinget. Det bemærkes, at der i vælgertallet pr. 31. august 2011 indgår 331 vælgere, som siden er optaget på udlandsdanskervalglisten og således nu findes blandt de nævnte 5.590 vælgere, der bor i udlandet.
Gruppen af vælgere på 619, der er flyttet til Danmark fra udlandet siden 15 dage før valgdagen, omfatter 247 flere vælgere end den tilsvarende gruppe ved folketingsvalget den 13. november 2007. Dengang var antallet 372.
5.590 af vælgerne bor som nævnt i udlandet. Gruppen er sammensat af 5.578 vælgere omfattet af de almindelige regler om udlandsdanskeres valgret og af 12 vælgere omfattet af de særlige diplomatregler.
Ved folketingsvalget den 13. november 2007 udgjorde de tilsvarende antal udlandsdanskere på valglisterne henholdsvis 4.783 og 121. Antallet af udlandsdanskere optaget på valglisterne efter de almindelige regler om udlandsdanskers valgret er således steget med 795 i forhold til folketingsvalget i 2007 .
Faldet i antallet af udlandsdanskere optaget på valglisterne efter de særlige diplomatregler skal ses i sammenhæng med, at denne vælgergruppe siden 1. juli 2000 ikke længere har skullet registreres i CPR som udrejst, og derved bliver optaget på den almindelige 15.-dagsvalgliste. De udgår derfor gradvist af udlandsdanskervalglisten i takt med, at de, der blev registreret som udrejst før den 1. juli 2000, vender hjem og på ny bopælsregistreres i CPR.
Pga. dødsfald og borgere, som flytter til udlandet i tiden indtil valgdagen, vil det endelige vælgertal, som det opgøres på valgdagen, blive noget mindre end 4.082.849.
Yderligere oplysninger
Valgkonsulent Nicoline Nyholm Miller, tlf. 72 28 25 22, eller ved at skrive til: valg(at)im.dk
Relevant information
http://www.sum.dk
Firma
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Slotsholmsgade 10-12
1216 København K.,
Danmark
72 26 94 14
40 82 06 37
http://www.sum.dk
Modtag nyheder fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet på mail
Tilmeld dig her