19/11-03
-
Pressemeddelelse
Danskudviklet værktøj til IT-overvågning udfordrer de traditionelle spillere
Med frigivelse af den nye version af CapMon findes der et letanvendeligt og relativt billigt alternativ til de traditionelle IT-overvågnings-værktøjer.
Med frigivelsen af CapMon 4.0, der adskiller sig væsentligt fra tidligere versioner af produktet, ønsker softwarevirksomheden CapMon A/S at markere sig i feltet af seriøse leverandører af overvågningsværktøjer.
"Med CapMon 4.0 har virksomheder, kommuner og andre organisationer et værktøj, der sikrer dem let og omkostningseffektiv overvågning af deres IT-infrastruktur", siger Henrik Blaaberg, adm. direktør i CapMon A/S.
"De kunder, vi har været i kontakt med indtil nu, har været meget ivrige efter at komme i gang med implementeringen. For CapMon giver overblik over kapaciteten på IT-infrastrukturen på en måde, der er markant lettere og billigere end de store, traditionelle systemer", siger Henrik Blaaberg.
Alarm via SMS eller mail
CapMon 4.0 er et værktøj, der overvåger oppetiden på alle komponenter i netværket (netværksenheder, servere, services, applikationer og databaser).
Udover at logge alle driftdata til visning af historik op til et helt år bagud udsender Capmon 4.0 alarmer via SMS eller e-mail, hvis der opstår kritiske situationer, eksempelvis at en database-server ikke kører optimalt, eller at harddisk-forbruget nærmer sig et kritisk niveau. Det defineres fleksibelt af den enkelte organisation, hvad der er et kritisk niveau for infrastrukturens forskellige komponenter.
Håndtering af Service Level Agreements
CapMon 4.0 indeholder funktioner til sammensætning og overvågning af SLA-grupper, så fx oppetid på systemer eller reaktionstid ved fejlmelding kan dokumenteres.
De mange organisationer, der fastlægger Service Level Agreements med interne eller eksterne leverandører af IT-services, kan hermed bruge CapMon 4.0 til at generere statistik og dokumentere kvalitet på en let og overskuelig måde.
Således er CapMon 4.0 et vigtigt redskab for både teknikere med ansvar for den daglige drift og for beslutningstagere med behov for overblik.
Features
CapMon 4.0 er enkelt at implementere og bruge. CapMon 4.0 er webbaseret og kan derfor anvendes via browser fra en hvilken som helst pc på nettet.
CapMon 4.0 funktionalitet:
· Overvågning af alle enheder på LAN og WAN, fx servere, pc'er, printere, routere, hjemmearbejdspladser og telefonsystemer,
· Overvågning af FTP-, mail-, database-, web-, DNS- eller terminal-servere via scanning af IP- og SNMP-trafik
· SLA-gruppering og -dokumentation
· Let tilføjelse af nye elementer
· Visning af traffikmønstre og belastningsgrader
· Visning af statistik, som kan genereres pr. år/måned/uge/dag
· Syslog, som filtreres i forhold til forskellige typer information
· Alarmfunktion med fleksibel vagtskemafunktion
Relevant information
http://www.capmon.dk