05/12-03
-
Pressemeddelelse
Rekordoverskud hos Thy Data Center
I modsætning til størsteparten af de danske partnere, som baserer forretningen på den tidligere Navision/Damgaard platform, kan Thy Data Center konstatere et overskud over forventning.
"I en branche, der har været trængt længe, har vi lavet et slutresultat på små 11 mio. før skat i det netop afsluttede regnskabsår," siger Egon Østergaard, adm. direktør i Thy Data Center A/S.
Om baggrunden for det store overskud siger Egon Østergaard: "Selv om IT-branchen har været under pres, har Thy Data Center kunnet tjene penge, fordi vi sælger viden, der er penge værd for vores kunder".
Som eksempler nævner Egon Østergaard et meget avanceret GMP-baseret (Good Manufacturing Practice) produktionsstyringssystem til Gumlink samt større udviklingsprojekter på Grønland, bl.a. hos Hjemmestyret, Energiforsyningen og Lufthavsvæsenet
Underleverandør til Microsoft
Det er dog ikke kun virksomhedsløsninger, der arbejdes med. Også Microsoft har har opdaget Thy Data Center koncernen.
Thy Data Center Solutions, som er hjemmehørende i Thisted, udvikler og vedligeholder Shop Floor Control, som er et standardmodul i Microsoft Business Solutions Axapta. Derudover udfører Thy Data Center Development, som ligger i Birkerød, specialprogrammering for Microsoft og Microsoft Business Solutions Partnere i ind- og udland.
Thy i Tunesien
Desuden har Thy Data Center konsulentafdelinger i Thisted, Aalborg og Kolding samt en udviklingsafdeling i Tunesien, som blev etableret i 2003 for at lave 'portning' af eksisterende løsninger til den nye Microsoft .net platform.
Også forventet vækst næste år
"Vi kan allerede nu se, at også det kommende år tegner godt, så vi forventer at ansætte flere medarbejdere.
Rekordresultatet blev opnået med ca. 70 medarbejdere - vi forventer at være ca. 100 inden for en overskuelig fremtid, idet vi ønsker at investere i flere dygtige udviklere og konsulenter," siger Egon Østergaard.
Thy Data Center
Thy Data Center blev etableret i 1986, og har gennem hele sin levetid udelukkende baseret sine løsninger på Damgaard / Navision / Microsoft platformen. I hele perioden har virksomheden været kendetegnet af kontrolleret vækst, og flere selskaber er kommet til. I alt omfatter Thy Data Center koncernen følgende selskaber:
· Thy Data Center Administration A/S
· Thy Data Center A/S
· Thy Data Center Syd A/S, Kolding
· Thy Data Center Solutions A/S, Thisted
· Thy Data Center Development A/S, Birkerød
· Thy Data Center Aalborg A/S, Aalborg
· Thy Data Center Tunisie sarl
Relevant information
http://www.thydatacenter.dk