Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
14/04-04   -   Pressemeddelelse

Stjerne for en weekend ...?

Den 30. april og 1. maj er der mulighed for at opleve, hvorfor stadigt flere danskere synger gospel. Gospelkoret Faith er vært ved en workshop under ledelse af gospelkonsulent Anders Sprotte. Måske er vi ved at få amerikanske tilstande - på den gode måde!

I hvert fald kunne man konstatere undervejs i "Stjerne for en aften"-programmerne, at mange unge danskere - i lighed med deres amerikanske medbrødre og -søstre - starter lovende musikkarrierer i gospelkor. Senest var det Lene Matthiesen, der kom ind på en flot 3. plads.

Nu har flere mennesker mulighed for at finde ud af, om gospel er noget for dem: Fredag den 30. april og lørdag den 1. maj er Gospelkoret Faith i Lyngby vært for en workshop under ledelse af gospelkonsulent Anders Sprotte.

I løbet af de to dage indøver Anders Sprotte og workshopdeltagerne et repertoire af nye, spændende sange. Lørdag aften slutter workshop'en med koncert i Christianskirken, hvor mange andre end korsangerne kan få glæde af weekendens arbejde.

Også for begyndere
Deltagelse i gospelworkshop'en kræver ikke forudgående korerfaring:

"Man behøver ikke at kunne læse noder eller have sunget i kor før for at have glæde af at deltage i workshop'en," fortæller Birgitte Jensen, formand for Gospelkoret Faith. "Det eneste, der kræves, er glæde ved at synge sammen med andre".

Glæde og afstressning
Gospel opstod blandt sorte kristne i 1930'ernes USA på basis af traditionelle salmer og negro spirituals. Gospel er traditionelt de sortes kirkemusik - og håbets, glædens og kroppens sang.

"Mange danskere har en stresset hverdag. Men når man synger gospel, bliver man glad og let i kroppen. Det er nærmest fysisk umuligt at holde fast i stress og bekymring, mens man synger gospel. Jeg tror, det er derfor, at så mange danskere gør det," siger Birgitte Jensen.

Gospelboom
Fra især 1980'erne og frem har der været en meget stor interesse for gospel i Danmark, og der er blevet dannet mange nye gospelkor og vokalgrupper, ligesom der har været et væld af gospelgudstjenester, koncerter, festivaler og workshops.

Det er anden gang, Gospelkoret Faith, der har til huse i Christianskirken, er vært ved en gospelworkshop.

Tid og sted
Workshop'en finder sted fredag kl. 17.30-22:00 og lørdag kl. 9:00 - 22:00 i Christianskirken.
Koncerten holdes fra 20:00 til ca. 22:00 i Christianskirken, Christian X's Allé 122, Kgs. Lyngby

Yderligere information og tilmelding
Yderligere information: Korets formand, Birgitte Jensen på tlf. 45 88 55 88.

Tilmelding til workshop'en sker på Faith's hjemmeside: www.gospelkoret-faith.dk eller ved henvendelse til Birgitte Jensen tlf. 45 88 55 88.

Pris for deltagelse er 125 kr, som betales ved indcheckning.

Anders Sprotte
Uddannet Almen musikpædagog fra Det Fynske Musikkonservatorium i 1996 med bl.a. korledelse som hovedfag. Er til daglig ansat ved MGK (konservatorieforberedende kursus) i Odense samt i Odense musikskole.

Derudover fungerer Anders Sprotte som landsdækkende gospel-konsulent for Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund. Til daglig er han leder/dirigent i 5 forskellige kor: børnekor, ungdomskor, kammerkor, samt to gospelkor.

Er en meget benyttet gæsteinstruktør, initiativtager til Odense Gospelfestival og kendt som en entusiastisk og energifyldt instruktør/dirigent.

Gospelkoret Faith - www.gospelkoret-faith.dk
Gospelkoret Faith er et kor med ca. 70 medlemmer. Vi synger engelskproget moderne gospel i fire stemmegrupper. Ud over at øve hver onsdag aften i Christianskirken i Kgs. Lyngby afholder vi minimum to koncerter om året i kirken. Hertil kommer koncerter andre steder i landet, medvirken ved Lyngby Kulturnat samt ved gospelgudstjenester. Vi synger også til brylluper og andre arrangementer. Foruden selv at arrangere workshops deltager vi ved forskellige gospel-festivals, blandt andet Copenhagen Gospel Festival.

Selvom vi er et stort kor, har vi et godt sammenhold. Vores øveaftener er præget af energi, tempo og en god stemning, der igennem musikken får taget til at løfte sig. Vi giver alt, hvad vi har i os, i de store sange og får hårene til at rejse sig på armene, når vi synger de stille ballader.


Relevant information

http://www.gospelkoret-faith.dk


Pressekontakt


Firma

InfoXpert
Fruebjergvej 3
2100 København Ø, Danmark

  +45 45 76 19 80
  +45 26 29 68 10

http://www.Infoxpert.dk

Modtag nyheder fra InfoXpert på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater