23/09-04
-
Pressemeddelelse
scott/tiger køber WM-data afdeling i Schweiz
Oracle-huset scott/tiger køber WM-datas aktiviteter i Schweiz kun 13 måneder efter scott/tiger's etablering. scott/tiger's schweiziske datterselskab skal have fokus på pharmaindustrien og fungere som brohoved til markederne i Schweiz og senere Tyskland.
Oracle-konsulenthuset scott/tiger har pr. 1. september overtaget aktiviteterne i WM-datas afdeling i Basel.
"scott/tiger i Schweiz får fokus på den stærke schweiziske pharmaindustri. Desuden skal virksomheden fungere som et brohoved til det tysktalende marked," siger Torben Bolvig, der bliver direktør for både det danske og det schweiziske selskab.
"Vores forventning er, at vi i 2005 er veletablerede i Schweiz og rustet til at gå ind i Tyskland og Mellemeuropa," siger Torben Bolvig.
Pharmagigant som kunde
Den første schweiziske opgave er allerede i hus. Til pharmagiganten Hoffmann-La Roche skal scott/tiger udvikle et system til rapportering over for myndighederne, bl.a. amerikanske FDA.
Kundelisten tæller desuden Sydbank, der har en afdeling i Schweiz, samt en håndfuld andre kunder.
Det er ikke første gang, Torben Bolvig etablerer schweizisk virksomhed. Som ansvarlig for de internationale aktiviteter i Corebit, der var en af 90'ernes store danske succes'er, etablerede Torben Bolvig Corebits pharma-afdeling i Schweiz og boede i Basel fra 1993 til 2000.
"I etableringen af scott/tiger AG kan vi trække på vores erfaring fra Corebit, hvorfra vi har en meget stor viden om pharmaindstrien og dens it-mæssige behov, ligesom vi kender regionen og har et stærkt netværk," siger Torben Bolvig.
Lukrativt marked
Schweiz er et rigt samfund med høje lønninger. Der er tradition for, at schweizerne selv arbejder inden for især pharmaindustri og den finansielle sektor, hvorimod man ofte importerer it-kompetence.
"Det schweiziske konsulentmarked er meget lukrativt, fordi schweizerne betaler godt for kvalitet, bl.a. for at få specialviden om it," siger Torben Bolvig.
I Corebit havde man stor succes med at bruge danske konsulenter i Schweiz.
"Danskere har en meget stor it-kompetence målt med global målestok. Derudover har danske konsulenter en uformel og kreativ tilgang, der komplementerer den schweiziske, som er mere målrettet og metodisk," siger Torben Bolvig, der glæder sig til at gentage succes'en.
Schweizisk aktieselskab
scott/tiger i Schweiz, der bliver et datterselskab af scott/tiger Danmark A/S, er i øjeblikket ved at blive registreret som schweizisk AG.
scott/tiger AG vil fungere på lige fod med schweiziske firmaer. Dog vil det foreløbig blive styret fra Danmark af Torben Bolvig, der både bliver direktør og bestyrelsesformand for scott/tiger AG.
Yderligere information
Adm. direktør Torben Bolvig, scott/tiger, telefon 45 47 50 56, e-mail: torben.bolvig@scott-tiger.dk
Økonomidirektør Henrik Buchholdt Bach, WM-data, telefon 45 44 78 41 90, e-mail: hebah@wmdata.com
scott/tiger
scott/tiger A/S er førende i Danmark, hvad angår Oracle-viden og -erfaring. Vi kombinerer teknisk konsulentbistand med forretningsmæssig forståelse. Hermed kan vi assistere vores kunder med at skabe resultater og vækst ved optimal udnyttelse af eksisterende og nye it-investeringer.
WM-data blev grundlagt i 1969 og er i dag en af Nordens førende it-virksomheder. WM-datas 750 danske medarbejdere leverer systemudvikling, ERP-løsninger, branche løsninger, infrastruktur løsninger og outsourcing - værdiskabende it-ydelser, som omdanner investeringer til resultater. Omsætningen i koncernen er ca. 8.000 mio. svenske kroner og antallet af medarbejdere er 8.000. For yderligere information besøg vores hjemmeside - http://www.wmdata.dk.
Relevant information
http://www.scott-tiger.dk