27/09-05
-
Pressemeddelelse
Når forfatteren brænder, men brænder inde
- Vi vil rådgive forfattere, så de bliver bedre til at se de muligheder for gode historier, som de gennem deres værker har skabt, siger kvinderne bag Auto-graf, rådgivningsvirksomhed rettet mod forfattere. At der er en vis skepsis inden for kulturlivet over for Kunststyrelsens Marienborg-midler, skræmmer ikke Auto-graf kvinderne.
Fra i dag kan forfatterne få tildelt PR-rådgivning via midler, som Kunststyrelsen forvalter. Og kvinderne bag rådgivningsvirksomheden Auto-graf, Birgitte Jensen og Anna Eskelund, glæder sig til at komme i gang med at rådgive forfattere.
Auto-graf er nemlig blandt de virksomheder, der er prækvalificeret af Kunststyrelsen til at levere PR-rådgivning til de forfattere, der får bevilget Marienborg-midler.
Hjælp til det grove!
- Vi vil være med til at skabe fokus på de forfattere, som normalt er svære at få øje på i medielandskabet, fordi de ikke tilhører Tordenskjolds soldater!
- Vi vil arbejde med de skæve vinkler i forbindelse med en udgivelse, noget der sjældent er ressourcer til på forlagene.Og vi vil vise både medierne og forfatterne selv, at de kan være gode historier, siger Birgitte Jensen, der har et solidt kendskab til forfattere og deres vilkår gennem 20 år i forlagsbranchen.
Forfattere er ofte begravet i arbejdet med et værk i halve og hele år.
- Forfattere lever for og af at skrive bøger. Forståeligt nok har de ikke nødvendigvis fokus på, at efter de har "barslet" med en bog, så skal bogen hjælpes ud i verden. Det hjælper vi dem med, supplerer Anna Eskelund, der har beskæftiget sig med PR og kommunikation i 16 år.
Fedtlag og stjernenykker
Kunststyrelsens midler til PR-rådgivning af forfattere er en udløber af de samtaler med forfattere, som statsminister Anders Fogh Rasmussen havde for et par år siden på Marienborg.
Marienborg-initiativet skabte en del røre i det danske kulturliv, og både i de to forfatterforeninger og på forlagene har der været kritiske røster.
- Vores gæt er, at initiativet er blevet kritisk modtaget, fordi det er svært at forestille sig at få midler, der ikke gives direkte til forfatterne overhovedet kan have nogen betydning, og at der skabes et ekstra fedtlag mellem kunstnerne og læserne!, siger Anna Eskelund.
- Og på forlagene spores der en vis nervøsitet for, at PR-rådgivningen kan forrykke magtbalancen. For tænk hvis forfatterne fik primadonnanykker og begyndte at forlange stjernekontrakter!, siger Birgitte Jensen.
Hvorfor skyde sig selv i foden?
At der en en vis skepsis over for Marienborg-initiativet afskrækker ikke de to kvinder bag Auto-graf:
Hvis man gennem rådgivning kan blive opmærksom på de muligheder, der er for yderligere at præge en debat, kan man komme langt for få midler.
- Der er ikke nogen grund til at gøre det sværere end højst nødvendigt at være forfatter. Her er en mulighed for at forfattere kan få hjælp til at blive mere synlige. Der er al mulig grund til at tage imod de midler, der gør det muligt, og derudover kan midlerne medvirke til en øget kulturdebat med værkerne i centrum, slutter Birgitte Jensen og Anna Eskelund, Auto-graf.
Yderligere information:
Birgitte Jensen, tlf. 3526 8871
Anna Eskelund, tlf. 4576 1980
e-mail: info@auto-graf.dk
Auto-graf
Auto-grafs mål er at støtte forfattere med PR-rådgivning, så kendskabet til deres værker øges, samtidig med at støtten sker med respekt for den enkelte forfatters kompetencer og kendetegn.
www.auto-graf.dk
Relevant information
http://www.auto-graf.dk