26/05-11
-
Pressemeddelelse
Platform flytter fleksible robotgribere tættere på markedet
En ny gribemetode, et fælles kategoriseringsredskab for kompleksitet i robotsystemer og flere nye udviklingsprojekter er nogle få at de resultater, som Højteknologiplatformen Handyman i løbet af de sidste fire år har opnået. Platformen er netop afsluttet, og det er nu tid til at gøre status for griberobotternes udvikling.
2/3 af alle danske industrirobotter arbejder med håndtering. Efterspørgslen på intelligente og fleksible håndteringssystemer, som kan være med til at styrke konkurrencekraften i dansk produktion, er af den grund stor. Højteknologiplatformen Handyman, der er støttet af Højteknologifonden, har derfor siden 2007 sat særligt fokus på, hvordan fleksibel emnehåndtering kan varetages af robotter.
- Danmarks fremtid ligger i den avancerede og specialiserede produktion. Men her skal vi vænne os fra tanken om, at lykken er gjort alene med indkøb af robotter og anden simpel automation. Kina er for eksempel i dag verdens største importør af robotter. Vores styrke er fleksibilitet og udvikling af produktionen. Og her er der stadig kæmpe muligheder. Vi er vant til omstillinger - og det skal robotterne også være. Her har Handyman vist nye veje, siger Carsten Orth Gaarn-Larsen, der er direktør i Højteknologifonden.
Boost af robotgribere
Handyman har arbejdet på udvalgte projekter inden for teknologiudvikling af fleksible griberobotter. Målsætningen har været at modne området for griberobotter gennem en fokuseret forsknings- og innovationsindsats og derved udbrede fleksible griberobotter til en lav pris.
- Vi ved, at fleksibel håndtering er mulig. Gennem udvalgte delprojekter har Handyman derfor kigget nærmere på en række svært automatiserbare opgaver - eksempelvis ophængning på kroge i bevægelse -, hvor vi efterfølgende har lært at se emnerne og regne ud, hvor de skal gribes og placeres. Men teknologien til at føle, om emnet er korrekt placeret, mangler stadig, fortæller Niels Jul Jacobsen, der er projektleder for Handyman, som projektledes fra Syddansk Universitet. Han støttes op af bevillingsgiverne fra Højteknologifonden.
- Der ligger stadig meget udvikling forude, men allerede nu har Handyman åbnet for, at robotter effektivt kan løse avancerede produktionsopgaver, som ellers bliver håndteret af mennesker. Det åbner store muligheder for Danmark. For selvfølgelig skal vi have produktion i Danmark, siger Carsten Orth Gaarn-Larsen
Handyman greb hvor andre gav op
Robotter kan i dag håndtere simple og faste emner. Lige så snart emnerne har fx en glat overflade, en foranderlig form eller skal hægtes på en krog i bevægelse, dukker udfordringerne op. Handyman har derfor arbejdet med delprojekter, hvor man har ønsket at afdække griberobotternes muligheder ved håndtering af alt lige fra vasketøj til potteplanter og champignoner. Resultatet af projekterne er en langt større forståelse for griberobotternes kompleksitet og anvendelsesmuligheder samt flere nye og mere konkrete projekter.
På baggrund af arbejdet i Handyman er der bl.a. opstartet to nye Højteknologifondsprojekter med fokus på henholdsvis udvikling af en universel hybridgriber og en konkurrencedygtig off-the-shelve emnehåndteringsløsning.
På et mere praktisk niveau har Handyman udviklet en nyskabende gribeløsning til Grundfos, hvor komplekse emner håndteres med otte forskellige greb bestemt af emnets positionering i forhold til robotten.
Fælles sprog
Yderligere er det med udgangspunkt i arbejdet i Handyman, at projektpartnerne i dag er nået et skridt tættere på at tale samme "sprog", når det handler om kategorisering af robotters kompleksitet.
- Automatisering med robotter sker på flere forskellige kompleksitetsniveauer, og derfor har vi i Handyman videreudviklet en skala - Genefkeskalaen -, hvor robotprojekter kan rangeres efter deres udviklingskompleksitet. Skalaen giver os som udviklere mulighed for at tale kvalificeret om hvor komplekst og innovativt et givent udviklingsprojekt er, inden vi giver os i kast med det, fortæller Kurt Bo Genefke fra Teknologisk Instituts Center for Robotteknologi.
Fakta
Handyman har siden 2007 arbejdet med udvalgte projekter inden for teknologiudvikling af fleksible griberobotter. Målsætningen har været at modne området for griberobotter gennem en fokuseret forsknings- og innovationsindsats og derved udbrede fleksible griberobotter til en lav pris.
Handyman blev indtil sommeren 2010 projektledet fra Innovationsnetværket RoboCluster, hvorefter det overgik til Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet på Syddansk Universitet.
Handyman er støttet af Højteknologifonden.
Partnerne i platformen var:
· Bila A/S
· Grundfos A/S
· Innovationsnetværket RoboCluster
· Scape Technologies A/S
· Det Tekniske Fakultet på Syddansk Universitet
· Teknologisk Instituts Center for Robotteknologi
· TriVision ApS
· Unisensor A/S
· Universal Robots ApS
Yderligere information
Niels Jul Jacobsen
Laboratoriechef, Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet, Syddansk Universitet
T +45 6011 4366
Carsten Orth Gaarn-Larsen
Direktør, Højteknologifonden
T +45 3363 7280
Relevant information
http://www.robocluster.dk