16/06-21
-
Pressemeddelelse
Ny undersøgelse: Fornyet tro på vækst hos virksomhederne trods bekymringer om dårlige betalere
Covid-19 har ramt både danske og europæiske virksomheder hårdt, men en ny undersøgelse foretaget af kreditstyringsvirksomheden Intrum viser fornyet optimisme hos virksomhederne. Samtidig lurer bekymringer for debitorernes betalingsevne, når hjælpepakkerne for alvor rinder ud.
Europas førende kreditstyringsvirksomhed, Intrum, offentliggør i dag den årlige European Payment Report 2021. Rapporten stiller skarpt på både danske og europæiske virksomheders forventninger til og bekymringer om økonomi. Og selvom mange virksomheder har måttet tilpasse sig til en ny virkelighed de seneste mange måneder, er der nu igen optimisme at spore.
- Vores rapport viser en overraskende optimisme blandt virksomhederne. En del danske virksomheder er kommet bedre igennem Covid-19, end de havde regnet med. Rapporten tegner et billede af, at virksomhederne tror på sig selv, men at de fortsat har store bekymringer om, hvorvidt deres kunder kan sørge for rettidig betaling. Usikkerheden kobler sig især til udfasning af hjælpepakkerne og den effekt det vil have på kundernes likviditet, udtaler Jens Hjortflod, Adm. Direktør for Intrum Danmark.
Således viser undersøgelsen blandt 11.187 virksomheder på tværs af Europa, at 45 procent er mere optimistiske omkring fremtiden og vækst, end de har været i mange år. Ser man på de danske virksomheder, er billedet nogenlunde det samme – her er tallet 40 procent. Det er især Covid-19 vaccinen, der skaber fornyet håb. Hos de danske virksomheder svarer 76 procent, at de forventer, at Covid-19 vaccinen vil have en positiv effekt på deres forretnings performance. Dette stemmer også overens med svarene på tværs af Europa.
Efterspørger regulering for at holde liv i beskæftigelse og innovation
Rapporten afslører også, at der er stor usikkerhed om hvad der vil ske med økonomien, når statsstøtten slipper op og virksomhederne igen skal stå på egne ben. Således svarer 65 procent af de danske virksomheder, at de forventer at opleve øgede udfordringer med at få betaling fra deres kunder de næste 12 måneder, mens 63 procent siger, at de er mere bekymrede end nogensinde over debitorernes evne til at betale til tiden.
De danske virksomheder bekymrer sig især over den effekt, som lange betalingsbetingelser og sene eller manglende betalinger kan have på beskæftigelse, innovation og bæredygtighed. Knap halvdelen af de danske virksomheder siger, at et potentielt fortsat større gab mellem betalingsfrist og betalingsvarighed kan udgøre en risiko for bæredygtig vækst af deres virksomhed. 44 procent angiver yderligere, at sene eller manglende betalinger betyder, at de ikke ansætter nye medarbejdere.
Et er, om virksomhederne kan holde sig oven vande, noget andet er innovation. Der er nemlig endnu et punkt, hvor virksomhederne bliver ramt hårdt af sene eller manglende betalinger. Hele 72 procent af de danske virksomheder angiver, at hurtigere betaling ville give dem mulighed for at blive mere innovative, mens 70 procent siger, at hurtigere betalinger ville forbedre deres performance inden for bæredygtighed. Og virksomhederne ser kun én løsning: Statslig regulering.
Således svarer 63 procent af danske virksomheder, at løsningen på sene eller manglende betalinger er introduktion af ny lovgivning.
- Covid-19 har for alvor sat fokus på cash flow, kreditstyring og konsekvenserne ved sene eller manglende betalinger. Virksomhederne har fået øjnene op for, at kreditstyring ikke er noget, der kun vedrører den enkelte virksomhed, men er et samfundsanliggende og et afgørende led i at sikre en sund samfundsøkonomi. Vi håber, at det samme gælder for politikerne, slutter Jens Hjortflod, Adm. Direktør for Intrum Danmark.
Om European Payment Report 2021
European Payment Report er baseret på en undersøgelse foretaget på tværs af 29 europæiske lande. Der er indsamlet data fra 11.187 virksomheder for at opnå indsigt i betalingsadfærd og virksomhedernes forretningsudsigter. Rapporten findes også i en version med key findings om det danske marked baseret på data fra 600 danske virksomheder. Undersøgelsen blev udført i perioden 25. januar – 16. april 2021.
Om Intrum
Intrum er den førende udbyder af kreditstyringsservices med tilstedeværelse på 24 markeder i Europa. Intrum hjælper virksomheder med at vækste ved at tilbyde løsninger designet til at forbedre cash flows og langsigtet rentabilitet, samt ved at tage godt hånd om deres kunder. En vigtig del af virksomhedens mission er at sikre, at privatpersoner og virksomheder får den nødvendige hjælp til at blive gældfri. Intrum har ca. 10.000 engagerede medarbejdere, som servicerer omkring 80.000 virksomheder over hele Europa. I 2020 udgjorde den samlede omsætning ca. 1,68 milliarder EUR. Intrum har hovedkontor i Stockholm og er børsnoteret på NASDAQ OMX Stockholm.
Relevant information
European Payment Report 2021
https://www.intrum.dk/media/11788/intrum-epr-2021.pdf
European Payment Report Danmark 2021
https://www.intrum.dk/media/11727/intrum-epr-2021_denmark.pdf
Firma
Intrum A/S
Kirsten Walthers Vej 7
2500 Valby,
Danmark
+45 3369 7000
www.intrum.dk