Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
01/12-21   -   Pressemeddelelse

Ny undersøgelse: Danskerne polstrer privatøkonomien til endnu en krise, mens inflation skaber bekymring

En ny undersøgelse foretaget af kreditstyringsvirksomheden Intrum viser, at danskerne er bekymrede over inflationen, ligesom de frygter en ny krise. Mens de fleste kom godt gennem pandemien, kæmper hver fjerde fortsat med at betale regningerne.

Europas førende kreditstyringsvirksomhed, Intrum, har nu offentliggjort European Consumer Payment Report 2021. Den årlige forbrugerrapport stiller skarpt på danskernes privatøkonomi, herunder optagelse og afvikling af gæld samt håndtering af økonomi og privatopsparing. Områder, der er særligt interessante i lyset af Covid-19-krisen.

- "Danskernes økonomi er generelt kendt for at være velpolstret, og vores rapport viser, at de fleste danskere er kommet helskindet gennem krisen. Samtidig kan vi se, at krisen har fået danskerne til at fokusere på at optimere deres privatøkonomi, så de er endnu bedre rustet til lignende situationer i fremtiden. Bekymringer over Covid-restriktioner ser ud til at være trådt lidt i baggrunden til fordel for store bekymringer over den voldsomme udvikling i inflationen. Mens priserne på forbrugsvarer presses op, følger danskernes indtægter ikke med, og det kan på sigt have stor indvirkning på danskernes privatøkonomi", udtaler Jens Hjortflod, talsperson for Intrum i Danmark.


Inflation skaber bekymring
Det er næppe gået nogens bevidsthed forbi, at inflationen er højere, end den har været i mange år, og det skaber bekymringer hos danskerne. Mens priserne på forbrugsgoder stiger voldsomt, følger danskernes indkomst ikke med i samme tempo. Således svarer 32 procent af respondenterne, at deres regninger stiger hurtigere end deres indkomst. Fortsætter denne udvikling, kan det have store konsekvenser rundtom i de danske husstande.

Netop inflationen indtager også den absolutte førsteplads over ting, der skaber bekymringer hos danskerne. Hele 42 procent af respondenterne angiver inflation som den primære bekymring over, hvad der kan have negativ effekt på deres privatøkonomi, efterfulgt af bekymringer over negative renter (38 %), og nye lockdown-restriktioner (34 %).

Og det er ikke kun på pengepungen, det gør ondt. Bekymringer omkring privatøkonomi har nemlig også en indvirkning på danskernes liv i det større billede. Hele 27 procent af danskerne angiver, at bekymringer omkring stigende regninger har en negativ effekt på deres generelle velbefindende.


Danskerne polstrer deres økonomi til endnu en krise
For mange danskere har pandemien givet anledning til at blive bedre til at styre deres privatøkonomi. Således viser rapporten, at 31 procent ser pandemien som den perfekte lejlighed til at forbedre deres økonomi og bygge en mere stabil fremtid for dem selv og deres familier.

Dette må antages at hænge sammen med, at næsten halvdelen af danskerne (45 %) forventer, at Covid-19 ikke vil være den eneste pandemi eller krise i deres levetid, og derfor ønsker at sikre, at de står økonomisk stærkere før den næste krise.

At dømme ud fra rapporten følges bekymringen op med handling. 28 procent siger, at de vil sætte flere penge til side i tilfælde af recession, ligesom 27 procent vil lave langsigtede opsparings- og investeringsplaner.

Bedre forståelse for privatøkonomien er også på agendaen. Hver fjerde angiver, at de vil blive bedre til håndtering af regninger og opsparing, og 21 procent vil blive bedre til at læse og forstå handelsbetingelser i forbindelse med økonomiske transaktioner såsom lån og forsikringer. Hver fjerde (26 %) angiver også, at de er mindre komfortable med at optage gæld i dag, end de var inden Covid-19-krisen.


Hver fjerde dansker kæmper med at kunne betale regningerne
Selvom danskerne er et økonomisk bevidst folkefærd, og flertallet har klaret sig godt gennem pandemien, så er der stadig en del af befolkningen, der kæmper med at kunne betale regningerne. Således viser rapporten, at 24 procent af respondenterne inden for de seneste 12 måneder ved en eller flere lejligheder ikke har betalt en regning til tiden. Respondenterne angiver, at den primære årsag til ikke at betale regningen til tiden er, at de ikke havde pengene (34 %).

Dette understøttes af, at 25 procent har lånt penge eller overskredet kreditgrænsen på deres kreditkort for at betale regninger inden for de sidste seks måneder.


----

Om European Consumer Payment Report 2021
European Consumer Payment Report er baseret på en undersøgelse foretaget på tværs af 24 europæiske lande. Der er indsamlet data fra 24.012 respondenter, herunder 1.000 i Danmark, for at opnå indsigt i forbrugeres syn på deres egen økonomiske situation, herunder deres forbrugsvaner og evne til at håndtere privatøkonomi. Rapporten findes både i en europæisk version og en version med resultater kun omhandlende det danske marked. Undersøgelsen blev udført i perioden 27. juli-24. august 2021.

Om Intrum
Intrum er den førende udbyder af kreditstyringsservices med tilstedeværelse på 24 markeder i Europa. Intrum hjælper virksomheder med at vækste ved at tilbyde løsninger designet til at forbedre cashflows og langsigtet rentabilitet samt ved at tage godt hånd om deres kunder. En vigtig del af virksomhedens mission er at sikre, at privatpersoner og virksomheder får den nødvendige hjælp til at blive gældfri. Intrum har ca. 10.000 engagerede medarbejdere, som servicerer omkring 80.000 virksomheder over hele Europa. I 2020 udgjorde den samlede omsætning ca. 1,68 milliarder EUR. Intrum har hovedkontor i Stockholm og er børsnoteret på NASDAQ OMX Stockholm. For yderligere information besøg www.intrum.com.

Relevant information

Download den europæiske rapport her:
https://b2b.intrum.dk/ecpr2021european

Download den danske rapport her:
https://b2b.intrum.dk/ecpr2021denmark

Pressemeddelelse - Ny undersøgelse: Danskerne polstrer privatøkonomien til endnu en krise, mens inflation skaber bekymring

Billeder


Pressekontakt


Firma

Intrum A/S
Kirsten Walthers Vej 7
2500 Valby, Danmark

  +45 3369 7000

www.intrum.dk

Modtag nyheder fra Intrum A/S på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele