13/05-14
-
Pressemeddelelse
Martin Thorborg tiltræder iPapers bestyrelse
Martin Thorborg, Danmarks Mr. Internet, er netop blevet en del af bestyrelsen hos iPaper A/S, som udvikler og sælger software til bladrekataloger på nettet.
Det er en erfaren herre, som fremover tager plads omkring bestyrelsesbordet hos iPaper A/S. Martin Thorborg er nok mest kendt som medstifter af den danske søgemaskine Jubii og iværksætterportalen Amino, men derudover har han været med til at stifte mere end 25 virksomheder siden 1993.
Martin Thorborg siger:
"Jeg er stolt over at komme i bestyrelsen i en så spændende virksomhed og med så stort et potentiale. Jeg mener, at iPaper A/S har et rigtig stærkt produkt, som fortjener endnu større udbredelse, og det vil jeg gerne være med til at sikre."
Anders Dahl, administrerende direktør hos iPaper A/S, siger:
"Vi kan bruge Martins erfaring og know-how inden for den digitale udvikling til dels at styrke vores egen markedsposition som værende ledende inden for digitale publikationer og dels give vores kunder et endnu mere innovativt redskab til at skabe dynamiske læseoplevelser på nettet."
Udvidelsen af bestyrelsen kommer som en naturlig forlængelse af, at iPaper A/S oplever stor tilgang i såvel kunder som ansatte.
"Vi står ikke stille og nyder succesen. Vi vil konstant forbedre os og ikke mindst vores produkt og skabe endnu større vækst, og her kan Martin Thorborg være en kompetent rådgiver og sparringspartner for os," siger Anders Dahl.
Udover ejerkredsen og Martin Thorborg består bestyrelsen hos iPaper A/S i dag af Lars-Christian Brask, finansmand og direktør hos Artha Kapitalforvatning, samt Kenneth Andersen, CEO hos ét af Danmarks mest besøgte websites bazoom.dk.
Pressekontakt
Martin Thorborg
40744209
Jannie Tindbæk
Communication Manager
25234162
25234162