22/03-11
-
Pressemeddelelse
Irma regnskab 2010: Bedste resultat i 124 år
Det bedste resultat i kædens 124-årige historie og en fremgang på 55,1 procent.
Sådan er regnskabet 2010 for Irma A/S.
Den samlede omsætning blev 2,285 milliarder kr. mod 2,272 i 2009. Resultatet blev et overskud før skat på 78,5 millioner kr. mod 50,6 millioner kr. året før.
"Vi er svært tilfredse med resultatet," siger adm. direktør Alfred Josefsen.
"Det er først og fremmest skabt i kraft af meget stærkt købmandskab i de enkelte butikker. I et marked, hvor discountkæderne pisker frem og priskonkurrencen er hårdere end nogensinde, er det fantastisk flot at præstere så stor en resultatmæssig fremgang. Det er vi meget stolte af," siger Alfred Josefsen.
I slutningen af året købte Irma 80 procent af internetsupermarkedet, Torvet.dk, og åbnede den 10.10.10 kl. 10.10 som Irmatorvet.dk. Det nye forretningsområde udvikler sig meget positivt og vandt for nylig en stor test af de danske netsupermarkeder i Forbrugerrådets blad Tænk. Omsætningen er steget cirka 35 procent siden skiftet til Irmatorvet.dk.
Irma var i det forgangne år igen med på listen over de bedste arbejdspladser i Danmark. Det var 10. gang i træk, at Irma har opnået denne særlige status.
Kæden har ombygget og moderniseret 6 større butikker, der har fået rang af "flagship", som udtrykker det aktuelle state-of-the-art-niveau i Irma.
Irma har i regnskabsåret lukket to mindre butikker, og Irma i Industriens Hus på Rådhuspladsen i København er lukket midlertidigt på grund af ombygning af hele ejendommen.
Fremgangen investeres i år i en række nye butikker. Inden for de kommende måneder åbner Irma fem nye forretninger i Københavnsområdet.
I år fylder Irma 125 år - som Danmarks ældste og Verdens næstældste dagligvarekæde. Det vil blive fejret.
For 2011 forventer Irma et resultat lidt bedre end i 2010.
Relevant information
http://www.irma.dk