23/05-11
-
Pressemeddelelse
Poul Krebs og Irma går i utraditionelt samarbejde
Irma og Poul Krebs har indgået et samarbejde omkring salget af hans første engelsksprogede album, "Magnolia Tales".
Det betyder, at man nu kan opleve et usædvanligt tilbud i de 80 Irma-butikker:
Køb et par flasker vin fra Chateau Vignelaure sammen med Poul Krebs' nye album "Magnolia Tales." Og tilbudet er ikke helt tilfældigt. For på Poul Krebs album er der netop en hyldest til vinslottet Chateau Vignelaure i Provence. Slottet blev grundlagt af den excentriske vinmager George Brunet i 1960'erne og har siden været besøgt af en række kunstnere samt produceret flere store vine. Og nu kan både rosé- og rødvinen altså købes i Irma.
Poul Krebs siger om baggrunden for samarbejdet:
"Da Michael Falch og jeg stiftede vores eget pladeselskab - med det mundrette navn KrebsFalch - var det i klar konsekvens af de mange forandringer pladebranchen har gennemgået de seneste år. Fra den traditionelle branche oplevede vi mest nedture og klagesange over, hvor godt det gik i gamle dage - og meget få bud på nytænkning. Sammen med nogle af vores gode samarbejdspartnere bestemte vi os derfor for at gå selv, med den klare ambition også at få prøvet nogle nye distributionsformer og partnere af undervejs.
Jeg har haft et fint samarbejde med Irma og Alfred Josefsen gennem årene - og har her oplevet en lyst til hele tiden at udfordre gængse dogmer og prøve at finde nye veje, altid med kvaliteten i højsædet. Derfor var det oplagt for os at spørge Alfred og Irma, om de kunne se en idé i at lave en fælles kampagne omkring mit nye album."
"Irma sælger normalt ikke musik, men vi søger hele tiden nye veje, nye måder at gøre tingene på. Derfor synes vi, at det en spændende måde at give vores kunder et anderledes tilbud på," siger adm. direktør Alfred Josefsen, Irma.
Det konkrete tilbud: Køb 2 flasker Chateau Vignelaure rød eller rosévin for 100 kr. (normalpris 139) og Poul Krebs' nye album "Magnolia Tales" til 125 kr. (normalpris 149). Tilbudet gælder frem til 12. juni.
Yderligere information: Adm. direktør Alfred Josefsen, 5159 3821
Poul Krebs pressekontakt: MT Promotion
Maria Theessink maria@theessink.dk / 26 22 67 11
Relevant information
http://www.irma.dk