23/08-11
-
Pressemeddelelse
Ny bog om Irma og indflydelsen på Danmark
"Smil, det smitter!" - hjertet. Den ukendte og eksotiske avocado båret hjem i kunstposen. Præstetanker i Mao-sko og den lille pige i blå kjole med sløjfe i håret og kurv i hånden. De fleste danskere kan nikke genkendende til de billeder, som opstår, når man nævner supermarkedskæden Irma.
Nu kan man kigge bag hele historien og gå på opdagelse i Irmas liv i en ny bog, som Irma udgiver i anledningen af sin 125 års fødselsdag. I "125", som bogen hedder, giver 13 kendte danskere og ledende medarbejdere i Irma deres bud på Irmas indflydelse og betydning for danskernes mad- og drikkevaner, kvalitetsbevidsthed og kulturforståelse gennem det seneste århundrede.
Bogen byder på en perlerække af nye historier, og man kan se eller genopleve Irma gennem tiderne i de mange gamle og nye billeder, som bogen er spækket med.
Kender du Irma-typen?
Kunstneren Per Arnoldi fortæller om Irmas kunst til folket, og om hvordan han som ung kunstner af Børge Olsen blev sat til at udsmykke en helt ny Irma-butik på rekordtid. Madskribenten Helle Brønnum Carlsen forklarer om avocadoens første møde med den skeptiske dansker, og om hvordan hylder og kølediske har været med til at ændre vores madvaner. Flemming Hvelplund serverer historien om Irma-vinen til og fortæller hvordan Irma gjorde vin til hvermandseje og hverdagsluksus. Journalist og historiker Claus Hagen Petersen lukker op for den fascinerende historie om Irmas fødsel, mens Allan Mylius Thomsen guider os gennem det Nørrebro i 1886, hvor Irma blev født. Livsstilseksperten Christine Feldthaus stiller skarpt på Irma-typen anno 2011 og sit eget første møde med Irma på Ålekistevej i Vanløse. Andre bidragsydere er Majken Schultz, Frederik Preisler, Palle Strøm og Steen Hildebrandt.
Derudover rummer bogen en lang række farverige og fascinerende anekdoter om den butik, som gennem 125 år har spillet en helt særlig rolle i danskernes indkøbsbevidsthed.
Bogen sælges i Irma butikkerne til 125 kr. fra 23. august. Overskuddet går til et velgørende formål.
Billedmateriale fra bogen kan downloades og anvendes mod kildeangivelse. Åben webbrowser. Skriv ftp.mannov.dk i søgefeltet. I feltet brugernavn skrives udveksling og i feltet adgangskode skrives Q1W2E3R4. Login vil være muligt til og med fredag den 26. august.
Relevant information
http://www.irma.dk