16/03-11
-
Pressemeddelelse
Sjællands største fodboldstævne får fem år mere i Ishøj
Ishøj Kommune og arrangøren af fodboldrejser 'Here We Go' fra Sverige har underskrevet en ny samarbejdsaftale. Den sikrer, at det internationale ungdomsstævne i fodbold, Cup Denmark, kan fortsætte frem til 2016
Også de næste fem år vil omkring 2500 fodboldglade børn og unge fra hele kloden samles i Ishøj til Sjællands største fodboldstævne, Cup Denmark. Ishøj Kommune og 'Here We Go', der arrangerer fodboldrejser, har skrevet under på en ny aftale, der forlænger samarbejdet frem til 2016.
Fodboldstævnet blev afviklet for første gang i 2001 under navnet Denmark Soccer Festival. Siden har stævnet skiftet navn til det mere mundrette Cup Denmark, men konceptet er det samme. Børn og ung i alderen 8 - 18 år mødes for at spille fodbold og for at have det sjovt sammen.
I de første par år var det den lokale fodboldklub SB 50 Ishøj Fodbold i samarbejde med 'Here We Go', der stod som arrangører med Ishøj Kommune på sidelinjen:
"Det viste sig imidlertid at være for stor en mundfuld for de frivillige ledere i fodboldklubben, så efter et par år tog kommunen over som den primære lokale samarbejdspartner. Denne konstruktion har vist sig at fungere upåklageligt, hvilket blev bekræftet gennem underskrivelsen af den nye samarbejdsaftale," fortæller John Romlund, der er kulturchef i Ishøj Kommune.
Cup Denmark er årets største arrangement i Ishøj, hvor unge fodboldspillere fra hele verden samt mange tilrejsende forældre i en uges tid sætter kolorit på byen.
De perfekte rammer
Når de omkring 2.500 spillere fra mere end tyve lande indtager Ishøj i uge 30 venter der dem de helt perfekte rammer for et fodboldstævne. Alle aktiviteter i stævnet kan rummes på Ishøj Idræts & Fritidscenter, der har baner nok til at afvikle alle fodboldkampene samt plads og faciliteter til både bespisning og de mange sociale aktiviteter, der er en vigtig del af stævnet.
Overnatningen foregår på de omkringliggende skoler, og det er let at komme til Ishøj Bycenter og Strandparkens badestrande med S-tog fra København. Ishøj har således alle de nødvendige faciliteter og den helt perfekte infrastruktur til et så stort fodboldstævne.
Yderligere oplysninger:
Kulturchef John Romlund, 43 57 71 10.
Relevant information
http://www.ishoj.dk
Firma
Ishøj Kommune
Ishøj Store Torv 20
2635 Ishøj,
Danmark
43 57 72 12
21 42 11 51
http://www.ishoj.dk