24/03-11
-
Pressemeddelelse
Ishøj-borgmester: Regeringen spænder ben for selvstyre
Når Ishøjs borgmester Ole Bjørstorp (S) i eftermiddag går på talerstolen til KLs kommunalpolitiske topmøde bliver det med en kraftig opfordring til regeringen på den lille kommunes vegne: - Giv plads til vores selvstyre i stedet for at spænde ben for det
Ishøj er blandt de kommuner, som kæmper med de største udgifter indenfor sundhed og på det voksenspecialiserede område. Ifølge Ishøjs borgmester Ole Bjørstorp (S) oplever kommunen gang på gang, at den bliver straffet på pengepungen i forsøget på at finde løsninger, der både kan sikre borgerne en ordentlig service og samtidig også er økonomisk ansvarlige:
"Vi slås med et system, hvor vi ikke altid er herre i eget hus. Vi vil meget gerne finde holdbare løsninger på vores velfærdsudfordringer, men det kræver, at regeringen giver plads til det kommunale selvstyre i stedet for at spænde ben for det," lyder det budskab, som borgmesteren i dag vil tage med på talerstolen til KLs kommunalpolitiske topmøde.
Ingen indflydelse på sundhedsudgifter
Ishøj-borgmesteren peger blandt andet på medfinansieringen på sundhedsområdet, hvor kommunerne ikke har indflydelse på de ydelser, de skal betale penge til:
"Det er ikke fair. Vi er ikke herre over, hvem og hvor mange, der henvises til indlæggelser, hvor mange der besøger deres praktiserende læge eller får speciellægehenvisninger, men regeringen forventer alligevel, at vi skal holde sundhedsudgifterne på "nul-vækst"," siger borgmesteren, der oplever, at kommunen bliver straffet for at bruge penge på forebyggelse, selvom medfinansieringen egentlig var tænkt som et incitament til netop at forebygge:
"Vi får en dobbeltudgift, fordi vi både betaler for vores forebyggelsesindsats og for vores borgeres forbrug af regionens ydelser. Og de ydelser har vi reelt ingen indflydelse på. Det betyder, at vi ender med at blive straffet økonomisk her og nu, fordi det forebyggende arbejde først betaler sig om 10-15 år," siger Ole Bjørstorp.
På området for voksenhandicappede oplever borgmesteren også, at kommunen bliver straffet, når den prøver at finde løsninger, der på samme tid skal tilgodese borgerne og økonomien:
Løsning afvist af ankenævn
"Vi har i Ishøj Kommune vedtaget, at borgere med et handicap kan få støtte til ét dagtilbud tre dage om ugen. En borger klagede så til det Sociale Ankenævn, fordi han mente, at han var berettiget til et tilbud hver dag. Det gav nævnet ham ret i med den konsekvens, at vi nu må hæve serviceniveauet til langt over det beløb, der er penge til i kassen, og som loven efter vores opfattelse forlanger. I sidste ende betyder det, at vi må ud og spare på andre områder, hvilket vil betyde yderligere serviceforringelser. Netop det vi gerne vil undgå," lyder det fra Ole Bjørstorp.
KLs kommunalpolitiske topmøde finder sted den 24. til 25. marts i Aalborg. Topmødet sætter i år fokus på ubalancen mellem borgernes forventninger til velfærd, og de ydelser kommunerne realistisk kan levere.
Yderligere oplysninger:
Ishøjs borgmester Ole Bjørstorp tlf. 51 20 35 11
Relevant information
http://www.ishoj.dk
Firma
Ishøj Kommune
Ishøj Store Torv 20
2635 Ishøj,
Danmark
43 57 72 12
21 42 11 51
http://www.ishoj.dk