10/06-09
-
Pressemeddelelse
Tænk grønt!
Videnskabsministeriet udskriver en konkurrence for alle landets 5. klasser. Konkurrencen bærer navnet "Den bedste grønne idé", og eleverne i vinderklassen belønnes med en tur i Tivoli.
- Børn og unge er fremtidens forbrugere, og i Videnskabsministeriet vil vi gerne være med til at integrere grøn it som en del af denne gruppes hverdag. Med denne konkurrence får børn og unge mulighed for at reflektere over deres egen brug af it-produkter som computer, spilkonsol og mobiltelefon og få gode idéer til, hvordan strømforbruget kan sænkes, siger videnskabsminister Helge Sander.
Konkurrencen er en del af kampagnen "Tænk grønt!", som Videnskabsministeriet lancerer i uge 37. Kampagnen henvender sig til børn og unge og skal være med til at gøre denne gruppe opmærksomme på, hvordan vi alle kan sikre et grønt miljø og sundt klima i fremtiden.
Alle landets 5. klasser inviteres til at deltage i konkurrencen om den bedste grønne idé. Konkurrencen udskrives i samarbejde med Innovation Lab, som stiller deres "Fremtidslaboratorium" til rådighed. Her kan eleverne ved hjælp af forskellige værktøjer give sig i kast med de grønne idéer.
Et dommerpanel bestående af Preben Mejer fra Innovation Lab samt værterne Peter & Emil fra programmet "Store Nørd" vil udpege vinderen og udnævne klassen til "grønne ambassadører". Klassen vinder desuden en tur i Tivoli.
- Jeg glæder mig meget til at se skoleklassernes forslag til at tænke grønt. Børn og unge tænker tit mere kreativt end voksne, og der vil helt sikkert være nogle gode, brugbare idéer blandt konkurrencebidragene. Jeg kan sagtens forestille mig, at det bliver rigtig svært at udvælge en vinder, siger Helge Sander.
5. klasserne skal tilmelde sig konkurrencen senest fredag den 19. juni, og konkurrencebidraget skal fremsendes senest fredag den 28. august.
Læs mere om konkurrencen på http://www.it-borger.dk/tg
Relevant information
http://www.itst.dk/
Firma
IT- og Telestyrelsen
Holsteinsgade 63
2100 København Ø,
Danmark
35 45 00 00
http://www.itst.dk