07/09-09
-
Pressemeddelelse
Sundhed.dk laver sundhedstema på borger.dk
Sundhed.dk og borger.dk har indgået en samarbejdsaftale, der bl.a. betyder, at sundhed.dk også kan fremvise personlige sundhedsdata via borger.dk
I efteråret 2009 går sundhed.dk i gang med at udvikle et sundhedstema til borger.dk. Sundhedstemaet kommer til at styrke sundhedsstoffet på borger.dk og giver borgerne endnu en relevant indgang til digital selvbetjening på sundhedsområdet. Borgerne vil også få adgang til personlige sundhedsdata fra siden "Min sundhed.dk" på borger.dk's Min Side. Min sundhed.dk giver i dag adgang til organdonorregistrering og personlige data i for eksempel Min Medicinprofil, Mine sygehusbehandlinger og Min e-Journal.
Grundlaget for samarbejdet mellem de to portaler er en samarbejdsaftale mellem de to portaler, der netop er underskrevet. Begge portaler har fokus på digital betjening af borgerne, men hidtil har portalerne ikke samarbejdet.
- Vi ser frem til at udvide det fællesoffentlige arbejde til sundhedsområdet. Vi er glade for, at det snart bliver muligt at tilbyde borgerne én indgang til personlige sundhedsdata, og at borgerne vil få et bedre overblik over deres engagement med det offentlige - siger Natascha Dexters, kontorchef i IT- og Telestyrelsen.
- sundhed.dk fortsætter i nuværende form med den fulde pakke af information og selvbetjening til både borgere og sundhedsfaglige. Vi ser samarbejdet med borger.dk som en vej til at tiltrække flere borgere til de selvbetjeningsløsninger, som sundhedsvæsenet har udviklet, siger Morten Elbæk Petersen, direktør i sundhed.dk. - Vi glæder os også over, at det med NemLogin i det offentlige bliver meget nemmere for brugere at navigere på tværs af portalerne uden at skulle logge på flere gange.
Ud over levering af et sundhedstema indeholder samarbejdsaftalen mellem borger.dk og sundhed.dk en aftale om, at borger.dk og sundhed.dk søger at koordinere strategi, it-udvikling og lignende.
Samarbejdsaftalen blev underskrevet af Jørgen Abild Andersen, direktør i IT- og Telestyrelsen og Morten Elbæk Petersen direktør for Sundhed.dk den 2. september 2009.
Yderligere oplysninger fås ved henvendelse til:
Kontorchef Natascha Dexters, IT- og Telestyrelsen, tlf.: 33 37 91 50
Direktør Morten Elbæk Petersen, sundhed.dk, tlf: 22 22 21 50
Relevant information
http://www.itst.dk
Firma
IT- og Telestyrelsen
Holsteinsgade 63
2100 København Ø,
Danmark
35 45 00 00
http://www.itst.dk