Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
06/05-10   -   Pressemeddelelse

Behov for bedre tilgængelighed for offentlige hjemmesider

Halvdelen af de offentlige hjemmesider gør ikke nok for at være tilgængelige for mennesker med forskellige typer af funktionsnedsættelser. "Det er utilfredsstillende," siger videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen

Der er stadig mange offentlige hjemmesider, der ikke er tilstrækkeligt it-tilgængelige for mennesker med forskellige typer af funktionsnedsættelser.

Det viser Videnskabsministeriets nye kortlægning af it-tilgængeligheden af offentlige hjemmesider.

- Resultaterne er utilfredsstillende, ikke mindst fordi man forventede en mere positiv udvikling efter den politiske aftale om åbne standarder i 2008, siger videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen.

- Både i ministerier, regioner og kommuner bør man være langt mere indstillet på at bruge de it-løsninger, der sikrer øget tilgængelighed.

Videnskabsministeriet lancerer efter nytår et nyt e-læringsværktøj, som giver undervisning og vejledning i, hvordan dokumenter og hjemmesider gøres bedre tilgængelige.

- I Videnskabsministeriet vil vi også undersøge, om der er brugbare internationale erfaringer, vi kan bringe i spil, siger Charlotte Sahl-Madsen.

Kortlægningen viser, at knap halvdelen af de undersøgte hjemmesider (48 procent) kun har få eller ingen alvorlige tilgængeligheds¬problemer, mens der på den anden halvdel (52 procent) er flere væsentlige funktionaliteter eller meget indhold, der ikke er tilgængeligt. Hver tiende offentlige hjemmeside er blevet vurderet til at være decideret dårligt tilgængelig.

Tilgængelighed indebærer eksempelvis, at man i rimeligt omfang kan anvende skærmlæsere, at man kan bruge tastatur i stedet for mus, når man skal anvende funktioner eller hente indhold på en hjemmeside mv.

EU's medlemslande besluttede på en ministerkonference i Riga i 2006 at opstille en målsætning om 100 procent tilgængelige offentlige hjemmesider inden udgangen af 2010. Dette har i alle lande vist sig at være vanskeligt, og ingen lande forventes at nå målet inden årets udgang.

- Vi står ikke alene med vores udfordringer med hensyn til at sikre tilgængelige offentlige hjemmesider. Problemerne findes i alle EU's medlemslande. Vi vil derfor intensivere vores deltagelse i det fælleseuropæiske arbejde på området med henblik på at finde sammen om fælles strategier, værktøjer og metoder til at sikre alle borgere lige adgang til offentlige information og til at anvende digitale offentlige tjenester, siger kontorchef Michael Bach Petersen, IT- og Telestyrelsen.

Videnskabsministeriet har i forvejen iværksat en række initiativer, som skal støtte myndighedernes arbejde med at udvikle og vedligeholde tilgængelige hjemmesider. Disse initiativer vil blive evalueret og styrket på baggrund af resultaterne af årets kortlægning, med henblik på at skabe størst mulig forbedringer, til gavn for den store gruppe af borgere med funktionsnedsættelser. Initiativerne omfatter blandt andet en informationsindsats, udvikling af e-læring om tilgængelighed samt andre værktøjer til at understøtte offentlige myndigheders arbejde med it-tilgængelighed.

- En hjemmeside kan gøres tilgængelig fra starten ved at kræve tilgængelige løsninger af leverandøren. Men den kan kun vedblive at være tilgængelig ved at sikre, at det indhold, som løbende lægges på siden, også er tilgængeligt. Det ser ud til at være her, én af de store udfordringer ligger. Der findes løsninger "” både tekniske og organisatoriske "” som vi alle kan lære af. Dem skal vi have frem i lyset, siger Michael Bach Petersen.

I alt er 226 offentlige hjemmesider blevet testet, herunder sider, som er direkte omfattet af aftalen om de obligatoriske åbne standarder, samt et udvalg af andre offentlige hjemmesider. De enkelte sider er testet for overholdelse af WCAG 2 niveau AA standarden, samt for overholdelse af HTML og CSS standarderne. Kortlægningen er foretaget af Sensus ApS for Videnskabsministeriet.

Relevant information

http://www.itst.dk


Pressekontakt


Firma

IT- og Telestyrelsen
Holsteinsgade 63
2100 København Ø, Danmark

  35 45 00 00

http://www.itst.dk

Modtag nyheder fra IT- og Telestyrelsen på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater