28/09-12
-
Pressemeddelelse
It-markedet overrasker positivt
Væksten på det danske it-marked i 2012 bliver højere end hidtil ventet. Væksten forventes i år at nå op på hele 4,8 procent, viser nye tal fra analysehuset IDC. Det er især et boom i salg af tablets og smartphones, som skaber den store it-vækst. IT-Branchen vurderer, at mange danske virksomheder nu har fået øjnene op for produktivitetsgevinsterne ved at købe mobile enheder til medarbejderne.
Det danske it-marked overrasker positivt i en ny prognose fra Analysehuset IDC. Den samlede vækst i it-markedet i 2012 bliver på 4,8 procent, viser de nye tal. Før sommeren lød forventningerne ellers kun på en vækst på godt to procent.
Det er salget af tablet-computere og smartphones, som går langt over forventning. Salget af hardware forventes nu at stige med over 10 procent i år.
VIRKSOMHEDER HAR FÅET ØJNENE OP FOR MOBIL-TEKNOLOGI
- Det er positivt, at danskerne tager de nyeste teknologier til sig i stor stil. Vi ser samtidig en klar tendens til, at flere virksomheder nu har fået øjnene for, at de kan øge virksomhedens produktivitet ved at investere i mobile enheder til medarbejderne, siger Morten Bangsgaard, adm. direktør i IT-Branchen.
Væksten i salget af tablets og smartphones vil dog fremover ikke være lige så markant som 2012. Det skyldes blandt andet lavere priser på markedet de kommende år, vurderer IDC.
- Det er ingen tvivl om, at det er de mobile enheder, som lige nu trækker det danske it-marked op. Men smartphones og tablet-computere kan skabe mulighed for flere relaterede services, og det giver gode udsigter for hele det danske it-erhverv, siger chefanalytiker Anders Elbak fra IDC.
SOFTWARE TAGER TETEN I 2012 OG 2013
I kig på udviklingen i årene frem viser, at det igen bliver udvikling og salg af software, som tager teten på it-markedet. I 2013 og 2014 vil udvikling og salg af software vækste med 5-6 procent om året, viser IDC-prognosen
- Vi forventer, at mange danske virksomheder fremover vil satse på at øge deres produktivitet og konkurrenceevne ved at investere i nye it-løsninger. Det giver gode fremtidsudsigter for danske software-virksomheder, siger adm. direktør Morten Bangsgaard, IT-Branchen.
Samlet set er forventningerne til hele it-markedet de kommende år også blevet mere positivt.
- Det tegner uden tvivl lysere for it-erhvervet. Ud over den kraftige opjustering af it-markedet for 2012, er forventningerne til 2013 og 2014 målt i kroner og ører også øget en smule, siger Ander Elbak.
(ALLE TAL KAN SES I DEN VEDHÆFTEDE PDF)
FOR MERE INFORMATION:
Simon Tolstrup, Kommunikationskonsulent, IT-Branchen - Mobil: 30 22 97 01
Anders Elbak, Chefanalytiker, IDC Nordic - Mobil: 20 68 82 97
Relevant information
http://www.itb.dk
Firma
IT-Branchen
Børsbygningen, Slotsholmsgade
1217 København K,
Danmark
+45 72 25 55 02
+45 27 83 90 38
http://www.itb.dk