12/11-12
-
Pressemeddelelse
IT-Branchen: Ny finanslov får ikke gang i væksten
Regeringen og Enhedslisten er søndag blevet enige om finansloven for 2013. IT-Branchen ser flere gode takter i den nye Finanslov, men efterlyser flere ambitioner og tiltag, der kan give erhvervslivet bedre rammer for at skabe vækst.
- Vi har i Danmark desperat brug for at skabe vækst og styrke vores konkurrencedygtighed. Den udfordring tager den nye finanslov ikke i tilstrækkelig grad fat på. Den høje danske selskabsskat, er et af de ømme punkter, der burde gøres noget ved, siger Mette Lundberg, direktør for Politik & kommunikation i IT-Branchen.
GODT NYT TIL IT-FOLK I UDLANDET
Det store positive tiltag i finansloven er ifølge IT-Branchen annulleringen af de nye skatteregler for danskere, der arbejder i udlandet. Regeringen havde ellers med forårets skattereform ændret lovgivningen, så danskere, der arbejder i udlandet, skulle betale dansk skat. Det ville ramme de mange danske it-virksomheder, der har folk i udlandet, så IT-Branchen glæder sig over den nye aftale:
- Det ville være dræbende for danske it-virksomheders, eksport og internationale vækst, hvis danske medarbejdere i udlandet skulle beskattes hårdere fremover. Det ville ganske enkelt være langt sværere at være internationalt konkurrencedygtige, siger Mette Lundberg
IT-Branchen vurderer, at en højere beskatning af udstationerede danske it-folk ville have betydet, at danske it-virksomheder ville have sendt markant færre danskere ud i verden.
RIGTIGT SATS PÅ GRØNNE TEKNOLOGIER
IT-Branchen er tilfredse med den grønne pakke, der afsætter 492 mio. kr. i 2013 til at omsætte danske styrkepositioner på det grønne område til danske teknologivirksomheder og arbejdspladser.
- Det er en rigtigt set, at satsningen på danske styrkepositioner skal underbygges af en særlig indsats for iværksættere og SMV'er, som blandt andet har svært ved at skaffe kapital. Det bør også ske fremadrettet på andre områder, siger Mette Lundberg.
FORKERT FINANSIERING
Regeringen har hentet finansiering ved at sænke personfradraget med 900 kr. og øge bundskatten med 0,19 procentpoint. Det ærgrer IT-Branchen, der mener pengene burde have været fundet med bl.a. besparelser i den offentlige sektor i stedet.
- Højere skat på arbejde er skadeligt for vores konkurrence evne. Regeringen burde hellere have trimmet de offentlige udgifter, siger Mette Lundberg.
Erhvervsstøtteordningerne bliver i finansloven reduceret med 2 mia. kroner. IT-Branchen er positiv over for en modernisering og forenkling af erhvervsstøtten, men mener, at reduktioner af erhvervsstøtten bør gå til at forbedre rammevilkårene for erhvervslivet, ikke til almindeligt offentligt forbrug.
EFTERLYSER SATS PÅ IT-ERHVERVET OG ANDRE ERHVERV MED EKSPORTPOTENTIALE
IT-Branchen savner nye offensive tiltag i Finansloven, der kan styrke den skrantende danske eksport. IT-Branchen efterlyser bl.a. mere branchenære initiativer, der kan styrke eksporten i erhverv med særligt potentiale.
- Der er brug for en mere branchenær eksportrådgivning, der kombinerer konkret viden om det enkelte eksportmarked med stor indsigt i det enkelte erhvervs særlige forretningsmodeller. For it-virksomheder kunne det bidrage til at realisere et stort uindfriet eksportpotentiale, siger Mette Lundberg.
Relevant information
http://www.itb.dk
Firma
IT-Branchen
Børsbygningen, Slotsholmsgade
1217 København K,
Danmark
+45 72 25 55 02
+45 27 83 90 38
http://www.itb.dk