28/02-13
-
Pressemeddelelse
It-branchen er innovations-topscorer
Andelen af innovative it- og televirksomheder er faldet siden krisen, men nu er tendensen vendt. Der bliver igen flere innovative it-og televirksomheder, viser nye tal fra Danmarks statistik. IT-Branchen opfordrer til, at de nu gøres mere for at øge dansk eksport af it- og teleprodukter.
Danske it- og televirksomheder går imod strømmen og er blevet mere innovative, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Mens det øvrige erhvervsliv lider under en faldende grad af innovation, er skuden vendt i it-erhvervet. Fra 2010 til 2011 faldt andelen af innovative virksomheder i Danmark fra 47 pct. til 44 pct. I It-erhvervet er der sket en lille stigning fra 52,3 til 52,6 pct. innovative virksomheder. IT-Branchen glæder sig over de nye tal:
- Hvis danske virksomheder skal overleve i den internationale konkurrence, er vi simpelthen nødt til at være dygtigere og mere innovative end i andre lande. Her er it-og teleerhvervet nu så småt igen på rette vej, siger Morten Bangsgaard, adm. direktør i IT-Branchen.
DET MEST INNOVATIVE ERHVERV
Det er især i virksomheder, der udvikler nye services og teknologier til inden for tele- og mobilområdet, som har øget deres innovation. Men også virksomheder, der tilbyder it-services, er blevet mere innovative.
Det samlede danske it- og teleerhverv er mere innovativt end det øvrige erhvervsliv i Danmark.
- Danske it- og televirksomheder er blandt de allermest innovative i Danmark. Det slår de nye tal helt fast. Vi bør i Danmark satse på at udnytte den styrkeposition og gøre mere for at fremme eksporten af danske innovative it- og teleløsninger, siger Morten Bangsgaard.
SKATTEKREDIT SKAL STYKRE INNOVATIONEN
Regeringen vil med sin nye konkurrenceevnepakke indføre en større skattekredit, for virksomheder, der investerer i forskning og udvikling. Loftet for skattekreditter hæves fra 5 mio. kr. til 25. mio. kr. Det bliver især en fordel for mange innovative it- og televirksomheder, mener IT-Branchen.
- Pilen har peget i den forkerte retning de seneste år. Så det er meget fornuftigt, at regeringen nu vil styrke virksomhedernes muligheder for at investere i mere innovation. Det giver håb om endnu flere innovative danske it- og televirksomheder, siger Morten Bangsgaard.
(Se alle tal for it-branchens innovation i vedhæftet PDF)
Relevant information
http://www.itb.dk
Firma
IT-Branchen
Børsbygningen, Slotsholmsgade
1217 København K,
Danmark
+45 72 25 55 02
+45 27 83 90 38
http://www.itb.dk