12/03-13
-
Pressemeddelelse
Krisen er slut i it-erhvervet
De små- og mellemstore it-virksomheder har nu også for alvor fået gang i væksten for første gang siden krisen. Samlet set blev 2012 et rigtig godt år for it-erhvervet, og forventningerne til 2013 er endnu større. Det viser en ny undersøgelse fra IT-Branchen og de regionale it-fora.
It-erhvervet er nu igennem krisen. To ud af tre danske it-virksomheder klarer sig samlet set bedre nu end for et år siden. Kun 8 pct. af it-virksomhederne har fået det værre i løbet af 2012. Det viser en spørgeundersøgelse gennemført af IT-Branchen, IT Forum Fyn, IT Forum Syddanmark, BrainsBusiness ICTNORCOM og it forum midtjylland.
- Vi må nu konstatere, at it-erhvervet er igennem krisen. Pilen peger på vækst, om end moderat, i et nyt meget konkurrencepræget marked, siger Morten Bangsgaard, adm. direktør i IT-Branchen.
DE SMÅ ER KOMMET MED
Hidtil har de større it-virksomheder klaret sig markant bedre end de små- og mellemstore it-virksomheder, der har haft det svært siden krisen. Nu viser de nye tal, at også de små- og mellemstore it-virksomheder har fået gang i forretningen igen. 56 pct. af virksomhederne med under 50 ansatte havde en bedre bundlinje i 2012 end i 2011. Blandt de store virksomheder havde kun 37 pct. af virksomhederne en bedre bundlinje i 2012.
- Det er rigtig godt nyt, at de små- og mellemstore it-virksomheder nu også har tilpasset sig den nye hårde konkurrence og kan skabe resultater. Det giver grobund for endnu mere vækst i it-branchen fremover, siger Morten Bangsgaard.
STORE FORVENTNINGER TIL 2013
2012 var et godt år, men forventningerne til 2013 er endnu større blandt it-virksomhederne. 70 pct. af de danske it-virksomheder forventer flere kunder i 2013 end sidste år. Kun 4 pct. forventer færre kunder.
Samtidig forventer 73 pct. af virksomhederne, at de samlet set vil klare sig bedre i 2013 end sidste år.
- Både erhvervslivet og det offentlige har fået langt større fokus på at skabe vækst og øge deres produktivitet ved hjælp af nye it-investeringer. Det giver it-erhvervet gode forretningsmuligheder de kommende år, siger Morten Bangsgaard.
(Se alle tal fra undersøgelsen i vedhæftede PDF)
Relevant information
http://www.itb.dk
Firma
IT-Branchen
Børsbygningen, Slotsholmsgade
1217 København K,
Danmark
+45 72 25 55 02
+45 27 83 90 38
http://www.itb.dk