30/07-14
-
Pressemeddelelse
It-uddannelser stormer frem
De direkte erhvervsrettede uddannelser på landets erhvervsakademier stormer frem og giver universiteterne baghjul, viser de nye optagelsestal på de videregående uddannelser. Det er særligt it, som er blevet populært blandt de unge. De unge sigter benhårdt efter uddannelser med gode karrieremuligheder, og her er en it-uddannelse et rigtig godt valg, vurderer IT-Branchen
It-uddannelserne på Erhvervsakademiernes og professionshøjskolerne har den største vækst i optaget med 14 pct. flere studerende end sidste år.
- De unge sigter benhårdt efter uddannelser med gode karrieremuligheder, og her er en it-uddannelse et rigtig godt valg. Der sker en rivende digital udvikling af hele vores samfund i øjeblikket, og vi får brug for stadig flere dygtige it-folk fremover, siger Mette Lundberg, direktør for Politik & Kommunikation i IT-Branchen.
- Det er godt for Danmark, for de unge og for væksten, at de unge har fået øjnene op for de mange forskellige muligheder, det giver at tage en it-uddannelse, siger Mette Lundberg.
Stor interesse for softwareudvikling
Universiteterne har generelt ikke oplevet samme markante fremgang som erhvervsakademierne, og det gælder også for flere it-uddannelser på landets universiteter. Men de nye tal viser, at der på universiteterne i år især er en stigende interesse for de klassiske it-fag datalogi og softwareudvikling. Både Aarhus Universitet, Syddansk Universitet og IT-universitetet har fremgang på de klassiske it-uddannelser, som der er stor efterspørgsel på. Det glæder IT-Branchen.
- Danske it-virksomheder efterspørger i meget høj grad dygtige softwareudviklere med længere videregående uddannelser. Derfor er det meget positivt, at vi ser flere unge vælge de længere klassiske it-uddannelser på universitetsniveau. Den markante mangel på udviklere og dygtige it-folk med forretningsforståelse vil uden tvivl vokse de kommende år, siger Mette Lundberg.
Næsten alle universiteter går frem på it-uddannelser
Alle universiteter er gået frem i antallet af nye it-studerende på nær Aalborg Universitet, der i år har oplevet et markant fald på 23 pct. Samlet må universiteterne notere et mindre fald på 182 it-studerende, men det bekymrer ikke IT-Branchen.
- Der er de seneste år opstået en række nye kombinationsuddannelser med it, hvor der har været et meget stort optag af studerende. Vi ser nu en naturlig tilpasning på nogle af de uddannelser, hvor eksempelvis uddannelsen Humanistisk Informatik på Aalborg Universitet i år har optaget 200 færre studerende, siger Mette Lundberg.
IT-Branchen glæder sig over den stigende interesse for uddannelser, der kombinerer it, sundhed og velfærdsteknologi, da det bliver et voksende område med store muligheder de kommende år.
Mere end dobbelt så mange it-studerende siden 2006
Samlet set er antallet af nye studerende på alle it-uddannelserne på erhvervsakademier, professionshøjskoler og universiteter i år vokset med 3 procent. Det er højere end det samlede optag, som i år kun er vokset med 1 pct. Dermed følger tallene udviklingen fra de seneste år.
Set over en årrække har it-uddannelser vokset markant mere end andre uddannelser i landet. Siden 2006 er antallet optagne på landets it-uddannelser vokset med 3.375 personer eller 145 pct., mens det samlede optag på de videregående uddannelser fra 2006-2014 kun er steget med 48 pct.
Firma
IT-Branchen
Børsbygningen, Slotsholmsgade
1217 København K,
Danmark
+45 72 25 55 02
+45 27 83 90 38
http://www.itb.dk